Okami

En glemt legende fortæller om en udvikler, ved navn Clover Studio, som i en svunden tid åbenbarede Okami, for en verden besat af monotoni og stilstand. Meningen var at give folket innovation, skønhed og livslyst igen...

Flere kender efterhånden til Clover Studio, som blev dannet af den japanske gigant, Capcom tilbage i 2004, angiveligt med formålet, at puste nyt liv i spilindustrien. Desværre skyldes dette udbredte kendskab nok mere, en famøs tragedie, end et velrespekteret omdømme, for kun få uger efter lanceringen af det, der skulle blive deres mest ambitiøse, innovative og smukke spil nogensinde, måtte Capcom hive stikket ud. Spillet hed naturligvis Okami.

Japanske folkesagn om den hvide ulv
Hvor tidens tendens stadig vil have invasion fra rummet, nazister eller noget, der minder om Middelearth, tager Okami udgangspunkt i noget så sælsomt som de japanske Shinto-legender om guder og forbandelser.
En 100 år gammel profeti er gået i opfyldelse, til evig ærgrelse for beboerne i det før så fagre rige, Nippon, og et kvælende mørke har sænket sig. Intet mørke er dog så sort, at det ikke indeholder et gran af lys, og fra sit hvilested i det hindsides hører ulveguden, Amaterasu, Nippons klagesang.
Træer er krogede og død og beboerne er forstenede, men mest mærkbar er den sorte æter, der korrumperer alt. Med sin evne til at fryse alt hvad hun ser fast på et lærred af falmet rispapir, skal Amaterasu i bogstaveligste forstand male livet tilbage til det golde Nippon.
På overfladen ligner Okamis historie en hvilken som helst anden gengivelse af det godes evige kamp mod det onde, som vi har kendt disse siden Jesu-tid. Byggestenen, som dekorer dette traditionelle fundament er dog alt andet en tilfældige: Issun, Amaterasus lille følgesvend, er f.eks. en af mange referencer, hentet fra de talrige japanske folkeviser, som ligger skjult overalt i spillet.

Shinto-Zelda og en pensel
Således er scenen lagt til et velkendt og alligevel nyskabende gameplay. Efterhånden som stadig større brudstykker af "æteren" forvises, udvides den virtuelle verden, og med udgangspunkt i en isoleret landsby, er der ikke langt til opdagelsesstrukturen, som blev grundlagt med Legend of Zelda. Lighederne mellem Nippon og Hyrule er da også mange, og dog har Okami patent på en funktion, der gør, at spillet er helt sin egen: En analog-styret pensel, kaldet "The Celestrial Brush".
Holdes en knap inde fryses hele billedet på skærmen til et falmet stykke rispapir. Al bevægelse indstilles, dog kan kameraet fortsat manipuleres, indtil en anden knap lader penselen ramme papiret. Herefter er det kun fantasien, der sætter grænser. Naturligvis er interaktionen mellem Nippon og pennens "blæk" begrænset: Tegnes en ring omkring en vissen trækrone blomstrer den på ny, men efterlades det samme mønster f.eks. i vand resulterer dette i stedet i dannelsen af en åkande.
Penslens anvendelighed gør sig ikke mindst gældende i kampsituationer, for Nippon er ligeledes rendt over ende med vrede ånder. Her vil en streg hen over en hidsig dæmon øjeblikkeligt kløve ham midt over. "The Celestrial Brush", er lige fra begyndelsen, en enkelt men uundværlig katalysator i samspillet mellem kampe, gåder og indsamling.
Som i Zelda udvikles Okamis hovedperson konstant for at kunne overkomme nye udfordringer, der tilsvarende bliver mere krævende. Dette er med til at sætte et bestemt tempo gennem hele spillet, der desværre har det med at lade nogen reel udfordring halte bagefter. De mest hyppigt forkomne ånder og dæmoner virker kun som en fornøjelig afveksling de første 10-15 timer, hvorefter de mere føles som kedelige gentagelser. Til gengæld byder et væld af farverige bosser på nogle af de mest opfindsomme udfordringer jeg længe har oplevet.
Med sine næsten 45 timers indhold, er Okami heller ikke lige egnet til alle, der leder efter det næste spilfix. Jeg tvivler eksempelvis på, at en tempodrevet Couter-Strike-tilhænger, vil være lige så underholdt som en fan af historiebaserede adventure-spil.

Mit (gen)skaberværk
At velsigne visne og døde træer, så de blomstrer i en hvirvel af smukke lyserøde blade, sender en følelse af euforiserende "magt og vælde" igennem mig, længe efter jeg har opgivet at tælle miraklerne på min vej. Dette er muligvis Okamis allerstørste styrke.
Miraklernes eufori bliver, herefter, kun mere markant. Dale og åer sprudler op i et festfyrværkeri af purpurrødt og sommergrønt, og med et strejf fra min pensel ruller hele bølger af frisk græs og blade over bakkerne, så mørket må flygte. Prikken over i'et er dog sporet af eksotiske roser og lotusblomster som dannes netop dér, hvor mine fire hellige poter har betrådt jorden - en lille men lækker detalje.
Hele herligheden udfolder sig med et sprødt cel-shadet udseende, der efterligner de gamle, japanske akvareller, næsten til perfektion. Jeg tog ganske enkelt mig selv i, flere gange at pege kameraet i de skæveste vinkler for så at sætte spillet på pause, og alligevel viste skærmen noget, der lignede et nøje tilrettelagt maleri.
"Smukt" er blot et ord og selv med et cel-shadet udtryk ses det klart, hvorledes Okamis visuelle storhed i langt højere grad skyldes en designmæssig bedrift snare end en, der er rent grafisk, på en måde så ingen kan være i tvivl.
Den atmosfæriske tone slås også an af et smukt musisk sortiment af japansk harpe, blokfløjte og slagtøj. Selv en som aldrig før skulle have stiftet bekendtskab med en ægte orientalsk symfoni, vil ikke være i tvivl om, at disse toner ligger stemme til et folk fordybet i indre ro og kærlighed til livet.

"Emotion-Engine...?!"
De sidste tre år har Sonys gamle PS2 levet med den ene fod i graven, men har også gang på gang formået at levere det ene umulige comeback efter det andet. Sony kan dog takke et helt hav af dygtige udviklere (heriblandt Clover Studio) for den vedvarede resistens overfor tidens tand. Sammen med Final Fantasy XII og God of War 2 har Okami en stor del af æren for, at PS2'en nærmest fejede gulvet med den såkaldte 3. generation af konsoller, i hele første halvdel af 2007.
At lægge Okami i maskinen er som at blende en mango og bagefter hælde en liter multifrugt juice fra, for skærmens føromtalte festfyrværkeri i cel-shadede pastelfarver, er uendeligt velkonstrueret. Fusionen mellem funklende grafik og følelsesladet design, får mig da også til at spekulerer på, om Sony måske havde haft Clovers mesterværk i tankerne, da de i sin tid døbte PS2'ens CPU "Emotion Engine".
Grafik er nu ikke alt, men overordnet set, er det helt utrolig, hvor meget indhold Clover har presset ned på én sølle CD til 350kr. Okami besidder nemlig en utrolig høj "draw-distance", og alligevel er det muligt at stoppe op og betragte puslende detaljer overalt. For mig var et af spillets største øjeblikke en 10 minutter lang klatretur op ad et himmelhøjt, lodret tårn. Herefter skuede jeg ud over både dale og hav, og i et besynderligt lune besluttede mig for at tage hele turen ned i frit fald, uden skrammer på hverken "frame-raten" eller ulven, Amaterasu.
Skal der alligevel være tekniske ridser i lakken, må det være spillets AI. Nærmere betegnet med "The Celestrial Brush". Denne er desværre ikke altid lige god til at genkende mine kragetær, selvom jeg gør mig yderst umagen. En lige linje skære uden problemer et træ eller en fjende over, men ønsker jeg f.eks. at tegne en snoet lian mellem to bindepunkter, lykkes det sjældent i løbet af de første to forsøg.

Sådan skal det skrues sammen!
Okami er muligvis ikke perfekt på alle områder, og alligevel kan ingen lægge følelser og sjæl i et billedligt design som Clover Studio, har gjort det med deres sidste titel. Helhedsindtrykket må siges at være en blanding af kunstnerisk åbenbaring og teknisk fascination.
Specielt sidstnævnte kvalitet gør Okami til et præmieeksempel på, hvor underordnet begrebet om maskinkraft reelt er og hvor dybt hardwarefanatiske producenter tager fejl, når de målrettet vælger, at bruge kræfter på antal polygoner i stedet for innovation og nye måder at udnytte gammel hardwaren på.
Det skal siges at min karakter længe vippede mellem 8 og 9, men når nu jeg endte med at trække ned, skyldes det hovedsageligt, de mange timer uden ordentlig udfordring. Om ikke andet er spillet stadig en stor fornøjelse, og en fryd for øjet.
Derfor er det også med sorg og skuffelse, jeg har set æsker med den stolte hvide ulv blive lagt ud på de danske spilhylder til en meget forsigtig pris på 350kr., hvorefter de alligevel er blevet fjernet kun ét år senere. Hvem ved, måske manglede der et hip-hop-soundtrack eller noget nøgenhed.
Nu skal jeg ikke lade det hele ende i et surt opstød, bare fordi Okami må siges, at være blevet negligeret, imens 50 cent: Bulletproof har solgt sig til platinum-status!!! Undskyld, jeg blev vidst revet med.
Okami er hurtigt gået hen og blevet lidt af en sjældenhed i butikkerne, men skulle du finde et eksemplar en skønne dag, må du endelig ikke snyde dig selv. Skulle dette pragteksemplariske spil dog vise sig, at være spild af din tid, må du banke mig med et rustent jernrør. Skæbnen vil det dog, at der snart bliver givet en ny chance - denne gang på den skræddersyede Wii. Tag ikke fejl af mine ord, for når jeg mener en ny chance, henviser jeg i langt højere grad til spilpublikummet end til spillets udviklere.

Hvis du har spillet Legend of Zelda-serien, vil du elske at udforske både enge, grotter og spøgelsesskibe i Okami.

Og hvis verdenen i Final Fantasy X og XII har betaget dig, vil Okami's japansk-inspirerede skønhed også få dig til at fælde en tåre.