Der er mange fantastiske historier om de såkaldte nazistjægere. Efter Anden Verdenskrig var der mange privatpersoner, hovedsageligt af jødisk afstamning, der jagtede nazister som var flygtet til Sydamerika efter krigen. Oftest var den israelske efterretningstjeneste Mossad involveret, og i løbet af årene blev højtstående nazister som Adolf Eichmann jagtet og bragt til retfærdighed. At lave en film om de her fantastiske bedrifter virker åbenlyst, det er bare en skam at instruktør John Madden i sit forsøg på netop dette er endt med den noget forvirrede thriller The Debt.

Historien starter i 1997, hvor den pensionerede Mossad-agent Rachel Singer modtager et chokerende brev, der bringer spøgelser tilbage fra fortiden. Vi vender derefter tilbage til Østberlin i 1960'erne, hvor hun sammen med agenterne Stephan Gold og David Peretz skal fange den massemyrdende nazist Dieter Vogel, også kendt som kirurgen fra Birkenau. Eftertiden ved, at de fangede ham, og at han døde under dramatiske omstændigheder, men gjorde han også det?

The Debt lægger godt ud med den lange flashback-sekvens, der fylder to tredjedele af filmen. Det er en kompetent thriller med et godt sammensat persongalleri. Jesper Christensen som Dieter Vogel er specielt bemærkelsesværdig. Karakteren er baseret på Josef Mengele, nazistdoktoren der udførte et utal af utåleligt grufulde eksperimenter på de indsatte i koncentrationslejrene. Christensen er gyselig i rollen, og de scener, hvor Rachel er nød til at lade sig undersøge af ham (fik jeg nævnt at Vogel arbejder som gynækolog?), er klart der filmen stråler.

Men jo længere handlingen skrider frem, desto flere problemer dukker der op. Et helt grundlæggende problem er, hvor usikker filmen virker over, hvad det egentlig er den handler om. Først introduceres et tema om, at man ikke kan leve sit liv på en løgn, det vil kun ødelægge én selv i sidste ende. Det er et tidløst og meget reelt emne at tage op, der fungerer fint i plottets kontekst. Men pludselig prøver Madden at presse flere temaer ind end filmen kan tåle.

Lidt inde i filmen begynder Peretz-karakteren at tale om, hvor vigtigt det er at bringe de gamle nazister til retten i Israel. Pludselig får man indtrykket af, at det her er en meditation på retfærdighedsbegrebet, men det forstyrrer egentlig bare det første tema, der var meget mere interessant. Som om det ikke var nok, bliver der også lige presset en kærlighedstrekant ned i kedlen, der for længst er løbet over.

Nådestødet er den sidste halve time. Nu vil jeg ikke spoile hvad der egentlig sker i Østberlin, men Rachel Singer skal i 1997 ud på en vigtig mission, der relaterer til begivenhederne der. Det er en rodet omgang, der endegyldigt punkterer den smule spænding der var tilovers.

Jeg har næsten ondt af The Debt. Jeg er ikke i tvivl om, at Madden har noget, han gerne vil fortælle os, men den forvirrende sammensætning af temaer får dem kun til at kvæle hinanden. Det, der er tilbage, er en middelmådig thriller man glemmer hurtigt.

Ekstra-materiale:
Udover et kommentarspor følger tre små, temmelig uinteressante dokumentarer med.

De handler henholdsvis om filmen generelt, Helen Mirren og kærlighedstrekanten. Det er præcis den type jeg hader, hvor alle er totalt overfladiske og skamroser hinanden. Det er ikke engang værd at tale om dem enkeltvis, det er dybest set bare reklamer. Så hvis du har set filmen, kan du ikke lære noget nyt af det her.