Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español
Log ind medlem
amigo






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
FacebookFacebook
FILM-ANMELDELSE

GAME OF THRONES: SÆSON 1

HBO's monstersucces er endelig udkommet på Blu-Ray. Læs med og hør, hvorfor du bør anskaffe en af de seneste års bedste nye tv-serier.


Det var mildest talt en satsning, da den amerikanske betalingskanal HBO valgte at fyre $65 millioner af på at lave en tv-serie ud af George R.R. Martins episke fantasy-serie A Song of Ice and Fire. De store summer viste sig heldigvis at være givet godt ud, serien blev en øjeblikkelig kæmpesucces, og nu hvor anden sæson netop er skudt i gang i USA, er seriens første sæson endelig landet på blu-ray.

Seriens succes er fuldt fortjent. A Song of Ice and Fire er blevet kaldt litterær Tolkien og fantasy for voksne, og den er blevet flot omsat til tv-skærmen. Første sæson, der bygger på den første af indtil videre fem bøger, foregår hovedsageligt i Westeros, et land bestående af syv tidligere kongedømmer, der nu er samlet i ét rige. Her er der selvfølgelig rift om tronen, mens gammelt nag og arvefjendskab præger forholdene blandt de familier, der sidder på dele af magten i riget. Og mens alle har travlt med intriger, er en årtusinder gammel trussel ved at vågne til live igen i det kolde nord - en trussel, der får menneskernes små politiske spil til at virke ynkelige og latterlige.

Game of Thrones er ikke som fantasy-universer er flest. Her er ingen orker og elvere, kun én enkelt dværg (der blot er et menneske med dværgvækst), alle dragerne er døde, og der er meget, meget langt mellem antydningerne af magi.

Serien drejer sig primært om Stark-familien, der regerer i Norden som kongens værge, og har gjort det så længe nogen kan huske. I centrum står familieoverhovedet Eddard, blandt venner kaldet Ned, der spilles med enormt overskud af Sean Bean. Ned er en mand af ærer, der altid holder ord, og træder fra starten i karakter som en fast men retfærdig leder.

Historien sparkes i gang da Kong Robert ankommer til Winterfell, Stark-familiens højborg. Ned og Robert er gamle krigskammerater, og kæmpede side om side, da Robert indtog tronen. Kongens højre hånd er død under mystiske omstændigheder, og nu beder Robert Ned om at drage med til hovedstaden i det varme syd, for at overtage hans plads.

Derfra går der ikke længe, før anklagerne flyver og dolke bliver stukket i ryggen. Det er intriger på højeste niveau, og det er allerhelvedes godt skrevet.

Game of Thrones er flot skudt af en tv-serie at være, med en spændende og gribende historie. Men det, der for alvor gør den seværdig, er karakteriseringen af figurerne. Næsten intet er sort eller hvidt i dette univers, alle skurkene er afrundede personer med klare motiver og følelser, og det er langt fra altid, at de gode vinder.

Det fremragende manuskript får desuden hjælp af et af de bedste skuespiller-ensembler, der længe er set. Alle spiller næsten uden undtagelse røven ud af bukserne - selv børnene spiller godt i en sådan grad, at de hurtigt udvikler sig til nogle af ens yndlingsfigurer.

Det samme gælder dværgen Tyrion - der er dværg, som vi kender dem i virkeligheden, det vil sige et menneske med achondroplasi, og ikke en 100 år gammel type med fuldskæg og hang til mineskakter. Han spilles af den fantastiske Peter Dinklage, og får hurtigt charmeret sig ind på seeren med sin blanding af en knivskarp tunge og rundhåndet brug af vulgariteter. Han er svær ikke at holde af, selvom man sjældent rigtig ved, hvor man har ham. Dinklage fik i øvrigt en fuldt fortjent Emmy for sin præstation.

Game of Thrones er højoktant og særdeles velskrevet drama, der holder en limet til skærmen. Her er ikke skyggen af et forceret plottwist eller en tvunget cliffhanger. Og selvom der kommer et par store overraskelser undervejs, så føles de altid som en naturlig drejning i historien. Og fordi det er en HBO-serie, er her også rigeligt med vold, blodsudgydelser og sex.

Som sagt er Game of Thrones en adaptering af den første bog i serien (der i øvrigt lige er udkommet på dansk under navnet Kampen om Tronen, mere end 15 år efter original-udgivelsen), og den er et eksemplarisk eksempel på, hvordan man omdanner en bog til levende billeder. Der er selvfølgelig detaljer, der er skåret fra, men generelt er den enormt tro mod forlægget, og der er endda steder, hvor den uddyber nogle af de forhold, som bøgerne kun antyder.

Af alle de glimrende serier, der gik i luften sidste år, er Game of Thrones nok den bedste. Det her er fremragende tv, og den kan varmt anbefales til alle - også dem, der normalt ikke interesserer sig for fantasy.

Game of Thrones: Sæson 1

Ekstramateriale
Der er kræs for fans når det kommer til ekstramaterialet på dette blu-ray-sæt. Her er blandt andet kommentarspor på fra både producere, skuespillere og bøgernes forfatter George R.R. Martin, der alle er enormt underholdede, og en indbygget guide til de mange figurer og historier, der kan tilgås, mens serien spiller.

Her er også en 30 minutters dokumentar om seriens tilblivelse, et nærmere kig på skabelsen af seriens enormt flotte intro-sekvens, en dokumentar om overgange fra bog til tv, og mere baggrund på både figurer og dele af universet. Det er især kommentarsporene og den enorme Complete Guide to Westeros, der er værd at dykke ned i.

Game of Thrones: Sæson 1Game of Thrones: Sæson 1Game of Thrones: Sæson 1Game of Thrones: Sæson 1
09 Gamereactor Danmark
9 / 10
    BETA +