Steven Soderbergh er en af de mest alsidige filminstruktører i USA. Ligesom Hitchcock er han mere interesseret i teknikkerne han bruger til at fortælle sine historier, end historien i sig selv. Han skriver ikke manuskripter, men fungerer som instruktør og kameramand (og nogle gange endda som klipper), hvilket giver ham fuld kontrol over fortællingen. Selvom han har lavet større Hollywood-film, som f.eks. Oceans Eleven-serien, er hans bedste værker blevet skabt i mere diskrete kredse, hvor hans kunstneriske frihed virkelig kan blomstre.

Især Contagion fra sidste år viser en interessant udvikling i hans filmsprog. Det er den klassiske fortælling om en viruspandemi, der dræber usandsynligt mange mennesker, imens vi følger folkene der prøver at sætte en stopper for den. I stedet for at gøre det til en bombastisk fortælling om menneskers kamp mod det uovervindelige, viser Soderbergh i Contagion hele konflikten fra start til slut med en objektiv ro og uden et gran af melodrama. Det er et nøgternt billede på hvad der sker, når pandemien er i fuld sving, og ved hjælp af et stjerneensemble endte det ud med at blive en fantastisk film.

Sammen med The Informant! fra 2009 udgør Contagion det jeg ville kalde for Soderberghs "nøgtern-serie" af film, hvor han tager velkendte genrer og skærer alt det filmiske lir og blærerøvstricks fra. Med hans nye film Haywire, der har premiere i biografen den 19. April, kan jeg nu kalde det for en "nøgtern-trilogi".

Mallory Kane er en af de dygtigste freelance-undercover-agenter i verden. Gennem sin kontaktperson og ekskæreste Kenneth sendes hun jorden rundt på livsfarlige missioner. Efter en succesrig redningsaktion i Barcelona sendes hun videre til Dublin, hvor hun på brutal vis bliver forrådt. Hun er nu på flugt og må tage alle sine fantastiske færdigheder i brug for at overleve.

Det lyder som en typisk actionfilm, hvilket det rent handlingsmæssigt er, men Soderbergh opnår nogle interessante ting gennem sin såkaldt nøgterne fortolkning af materialet. Han tager sig nogle friheder i et par sekvenser i filmen, men ellers er det en meget underspillet og realistisk omgang action man får serveret.

Mallory spilles af MMA-fighteren Gina Carano, der har haft meget begrænset skuespilserfaring op til dette punkt. Soderbergh forstår at udnytte hendes kvaliteter. Hun er en fåmælt, Lisbeth Salander'sk badass, der har et anstrengt forhold til mænd i en meget maskulin verden. Det er utroligt hvordan hun kan holde stand overfor det resterende ensemble bestående af bla. Michael Douglas, Michael Fassbender, Ewan McGregor og Channing Tatum.

På interessant vis har Soderbergh gjort det muligt at kombinere Caranos talenter med måden han fortæller historien på. Siden der ikke smøres tykt på med ekstravagante kameravinkler eller special-effects, får vi lov til at se hende udfolde sin kampsport som hun gør det til dagligt. Resultatet er nogle overvældende intense kampe, der fungerer som små eksplosioner af vold, som holder plottet i gang. Caranos fight med Fassbender er et af filmens højdepunkter, og en af de mest hæsblæsende kampscener jeg nogensinde har set, samtidig med den 100% troværdig.

Desværre kan manuskriptet ikke følge med det overlegne håndværk. Efter Mallory forrådes i Dublin, sker der ikke meget mere end at hun tæsker sig vej igennem dygtige karakterskuespillere. Jeg havde en forventning om et plottwist eller en forankring i et eller andet tematisk grundlag. Desværre forbliver handlingen meget overfladisk og kommer med en meget utilfredsstillende slutning (hvis man kan kalde det det) på hendes historie.

På trods af den karakter, jeg skal til at give, vil jeg stadig kalde Haywire seværdig. Soderbergh afprøver risikable ting og lykkes strålende med det som kun han kan. Men når alt kommer til alt er det bare en serie actionscener. De er glimrende, men ikke noget man vender tilbage til.