Der eksisterer en trend indenfor dansk film, hvor vi producerer komedier der trækker på alle paradigmerne, vi kender fra Hollywood, hvis der lige skal skovles penge i kassen. Det går sjældent godt, og en yderligere konsekvens af den kopierede stil er, at filmene bliver direkte identitetsløse. Jeg kan udmærket godt forstå grunden til de bliver produceret, filmindustrien herhjemme hviler på et ustabilt fundament, og de store sællerter er nødvendige for at kunne finansiere de mere risikofyldte projekter. De projekter der ender med at gøre Danmark kendt som filmnation verden over.

Det er bare ærgeligt at jeg føler mig nødsaget til automatisk at skrue mine forventninger ned, lige så snart jeg hører om de her danske Hollywoodfilm. Deres mål er, af gode grunde, at ramme et så bredt publikum som muligt, men alt for ofte kommer det til udtryk i det der ligner dovent filmarbejde. Dette gør sig desværre også gældende i det seneste ønske om en kassesucces, Klassefesten.

Niels er i midten af fyrrerne og absolut ikke tilfreds. På trods af at han har en kærlig familie, ville han ønske han var ung og tilbage i sit es. Hans fejlende syn er til evig pinsel for ham, og katastrofen indtræffer, da han får at vide at han skal holde festtalen til sin store klassefest... Og han har lige fået en hæmoride. Sammen med sine to bedste venner Andreas og Thomas tager han på en weekendtur for at gøre sig klar til festen.

En god ting ved kalkulerede genrefilm i dansk regi er, at der er en overhængende chance for at skuespillerne i det mindste er gode, siden vi har så mange fremragende af dem her i landet. Trioen spilles således af Nicolaj Kopernikus, Troels Lyby og Anders W. Berthelsen som henholdsvis Niels, Thomas og Andreas. De er enormt velcastede, og selvom der måske ikke sker det store rent kunstnerisk, kan man se de morer sig gevaldigt.

Desværre kommer manuskriptet lidt for ofte i vejen. Det er et markant problem, når man fra scene til scene kan se om skuespillerne improviserer frit fra leveren eller er tvunget til at spytte den kluntede dialog ud. Der er nogle rigtig sjove øjeblikke, min far grinte mere og højere end jeg, men den historie, filmen ønsker at fortælle, falder desværre pladask til gulvet.

Det etableres klart og tydeligt fra starten, at vi skal følge Niels' udvikling fra at være harm over sin alderdom til at acceptere den. Jeg så faktisk meget frem til den store finale hvor de endelig ankom til klassefesten, men forfatterne taber bolden fuldstændig på vejen. Al karakteropbygning, der har været indtil da, ender i skraldespanden, og en sukkersød slutning forceres på tammeste vis ned i halsen på os.

Det må afslutningsvis siges at jeg ikke just er målgruppen til den her film. Ifølge karakteren Andreas fortjener jeg en røvfuld, men jeg syntes stadig at kunne se nogle grundlæggende fejl, selv for det tilsigtede publikum.

Ekstramateriale:
En noget spinkel affære. Én gagreel, det er det. I det mindste er den virkelig sjov, med vores tre hovedroller der suger en masse helium. Ellers er der ikke meget andet at sige.