Jeg har det svært med spøgelseshistorier. Hvis de bruges metaforisk kan der være noget utrolig smukt over dem, men jeg syntes, at det er et alvorligt problem, når de bruges til at overbevise andre om at spøgelser faktisk eksisterer. Desværre er det præcis det for mange af dem gør. Det er tåbeligt og spild af tid, for det gør spøgelser ikke.

Jeg var forberedt på at hade The Awakening efter at have set traileren. Den lignede en typisk uinspireret gyser der kun valgte at placere sig i mellemkrigstiden som undskyldning for at kunne skræmme folk med gammeldags, slidte fotos af små børn. Men efter at have siddet igennem den viser den sig at være en overordentlig positiv overraskelse.

Vi følger Florence Cathcart, en ung, intelligent kvinde der i 1920'ernes England arbejder med at afsløre svindlere, der påstår at kunne fremmane de døde. En dag opsøges hun af Mr. Mallory, en rektor fra en drenge kostskole ude på landet. To elever er døde under mystiske omstændigheder. Han ønsker at hun skal bevise der ingen spøgelser er, men jo længere tid hun tilbringer derude, desto mere kommer hun i tvivl.

Det The Awakening gør rigtig godt, er at den ikke kommer med nogle klare svar. Det etableres tydeligt i starten at Cathcart har nogle alvorlige personlige problemer, problemer der fra tid til anden forstyrrer hendes opfattelse af virkeligheden. I starten præsenteres handlingen som en krimi, men lidt efter lidt, når vi har lært karaktererne bedre at kende, bliver det en mere personlig historie, der på sin egen måde stadig er uhyggelig. Strukturmæssigt minder den til forveksling om Martin Scorseses Shutter Island. Jeg ønsker ikke at afsløre for meget, men når vi når til det sidste store twist eksploderer oplevelsen i en brilliant og overvældende finale.

I modsætning til langt størstedelen af andre gysere, er karaktererne her tredimensionelle, åndende væsner. De er her ikke bare for at blive skræmt eller dø, de har en seksualitet og en fortid der tærer i dem. I en bestemt scene ser vi Cathcart ligge i et badekar efter en bestemt ubehagelig oplevelse. Der klippes til et tæt shot af hendes hænder, der langsomt glider ned i vandet, ude af syne. På trods af hendes udseende er hun meget ensom og scenen er et smukt eksempel på den diskrete fortællestil der hersker i filmens stille øjeblikke.
Der gøres intelligent brug af tidsperioden. Historien udspiller sig i 1921, kun 3 år efter 1. Verdenskrig. Alle har mistet noget under den forfærdelige krig og det fletter sammen med den overordnede tematik. Krigen spøger i hvert et billede (skrev Kristian og babbede på sin klogeåge pibe).

Skuespillet får det til at gå op i en højere enhed. Rebecca Hall er blændende som Cathcart og formår at være både skrøbelig som glas, samtidig med at udvise en rå styrke når det er nødvendigt. Jeg har set i hende i en masse mindre roller, men forhåbentlig vil det her give hende mulighed til at opnå noget større. Endnu en åbenbaring finder vi i form af Dominic West som Mr. Mallory, den ødelagte krigsveteran.
The Awakening er en af de bedste gysere jeg længe har set. I stedet for at holde sig til billige BØH!-forskrækkelser, (hvilket den dog ikke ser sig for god til at benytte) har den en mere diskret tilgang til materialet, der ønsker at lege med din underbevidsthed.

Hvor er jeg glad for mit førstehåndsindtryk var forkert.

Ekstra-materiale:
Intet inkluderet.