Selvom det kun er i mit eget stille sind, at jeg tør kalde mig selv mere end en amatør af en manuskriptforfatter, har det aldrig holdt mig fra at læse næsten alle bøger om manuskriptskrivning under solen.

Størstedelen lægger umådelig stor vægt på fortællestruktur, aktinddelinger osv. Det er fascinerende og relevant læsning, men oftest får man indtrykket af at et filmmanuskript er et nøje planlagt urværk der monotont skal tælle fra det ene sekund til det andet. Kun Robert McKee i hans glimrende bog, Story, behandler skrivearbejdet som en følelsesmæssig rejse der kræver at man som forfatter "fortæller sandheden".

Desværre er den nye spændingsfilm, Faces in the Crowd, et klasseeksempel på en fortælling uden sjæl.

Anna Marchant er skolelærerinde og lever et ganske tilforladeligt liv. Hun har to gode veninder som hun fester med og en kæreste, der er ved at udvikle sig til noget seriøst. Alt dette forandrer sig da hun en aften overfaldes og forsøges myrdet af en berygtet seriemorder.

Hun overlever, men må nu håndtere en sjælden lidelse, der gør at hun ikke kan genkende ansigter. Hun prøver at leve normalt, men morderen nærmer sig langsomt og hun er snart nød til at tage kampen op.

Læst op på den måde er det faktisk en temmelig glimrende idé til en thriller. Lige indtil jeg læste Milla Jovovich spillede hovedrollen. Det lyder måske som om jeg hader hende, men tværtimod, i 90'erne var Jovovich med i giganter som Det Femte Element, en af mine yndlingsfilm. Men omkring starten af nullerne, da hun spillede hovedrollen i den første af Resident Evil-filmene (der aldrig burde være nået længere end etteren), er det gået stødt ned ad bakke.

Ligesom Val Kilmer er hun nu et stempel på dårlig kvalitet hvor end hun går og det ændrer Faces in the Crowd intet på. Behøver jeg skrive mere om resten af castet hvis jeg nævner, hun faktisk er den bedste skuespiller iblandt dem?

Lad mig dog med det samme få sagt at niveauet per automatik er umådelig lavt på grund af det komplet håbløse manuskript. En idé er én ting, men måden forfatter-instruktøren Julien Magnat har bragt det til live er ødelæggende for enhver form for potentiale. Hele plottet baserer sig på at ingen af karaktererne opfører sig som normale mennesker. Selvom Annas kæreste er med ved lægen da hun får konstateret sin bizarre sygdom er han komplet uforstående. Det giver absolut ingen mening, især ikke når hun tager til politiet og afvises på groveste vis.

Det er en skam, for måden hendes ansigtsblindhed håndteres rent filmisk er fint gennemtænkt og skaber en følelse af forvirring og frygt indimellem.

Men manuskriptarbejdet er så dovent at det alligevel er omsonst. Den store afsløring af morderens identitet til sidst er den kedeligste af den slags jeg nogensinde har set. Hvis Magnat faktisk havde prøvet at skabe karakterer i stedet for papirtynde klichékonstruktioner havde jeg måske følt et eller andet end ligegyldighed.