Skal man dømme ud fra de efterhånden mange eksempler der er på genren, er det ikke nogen nem opgave at lave en superhelte-film. Mange virker som om de gerne vil efterligne Nolans mere realistiske tilgang til emnet, mens de tilsyneladende glemmer at ikke alle helte er som Batman, mens andre slet og ret ikke har forstået hvad der gør den valgte superhelt til noget specielt.

Med disse problemer i tankerne er det ikke svært at se, hvorfor Marvel og Disney valgte Joss Whedon til at instruere en film, der har til opgave at vise hele seks superhelte fra deres bedste side
- blandt publikummet som går op i denne slags, er få nemlig større end faderen til Buffy og Firefly.

Instruktørens livslange glæde for tegneserier skinner da også hurtigt igennem, for selvom Marvel efterhånden har etableret en fast stil for filmadaptationerne af deres tegneserier, tager The Avengers sig tid til at introducere de forskellige helte uden at snakke ned til publikummet.

De, der allerede har set Thor, Iron Man og Captain America-filmene, vil have en god ide om hvordan de forskellige figurer gør sig på det store lærred, men samspillet mellem de forskellige superhelte er overraskende godt, hvilket helt og aldeles er Whedons skyld. Hans typiske blanding af humor, obskure referencer og helt igennem unormale situationer som trækkes ind i hverdagens trummerum, skinner næsten lige så tydeligt igennem her, som det i sin tid gjorde i Buffy.

Det er dog instruktørens evne til at vise hver af de mange helte fra deres bedste side, der for alvor gør The Avengers til en succes, og intet sted er det mere tydeligt end i de scener der domineres af Hulk. Ang Lee's forfejlede film gjorde det i sin tid svært for den ellers velspillende Eric Bana at vise den grønne mastodont fra sin bedste side, og selv Edward Nortons fine forsøg formåede ikke at leve op til forventningerne. Derfor er det forfriskende her at opleve gammastråle-giganten som den ustoppelige kraft han altid har været i tegneserierne, og det er efterfølgende svært ikke at håbe på at giganten på et tidspunkt får sin egen film med Whedon i spidsen.

Det store fokus på de forskellige karakterer går dog til dels ud over den egentlige historie, der på det nærmeste er en fortsættelse af Thor-filmen. Loke har endnu ikke lært sin lektie og er stadig på jagt efter den såkaldte Tesseract, med hvilken han planlægger at hyre en intergalaktisk hær til at erobre Jorden og gøre sig til dens hersker. Den eneste løsning er naturligvis at samle et superhelte-hold, men at få seks individer med så store kræfter til at arbejde sammen, er ikke nogen nem opgave.

Skuespillet sidder lige i skabet, uden at hverken Downey, Jackson eller Evans for alvor får lov til at stjæle billedet. Om man kan lide ham eller ej gør Chris Hemsworth det godt som Thor, mens Jeremy Renner igen viser at han sagtens kan leje actionhelt. Mark Ruffalo er lidt af en positiv overraskelse som den pinte Bruce Banner, der på alle tidspunkter må kæmpe for at holde styr på temperamentet.

Det er befriende at opleve en superhelte-film, der næsten gør alt rigtigt, ikke tager sig selv alt for seriøst, og samtidigt holder sig tæt op af den originale historie om super-holdet fra tegneserierne. Whedon beviser med stor tydelighed at man ikke behøver at fortælle dystre historier for at gøre superhelte interessante på filmlærredet, og leverer en film så underholdende at enhver fan vil have svært ved ikke at smile sig vejen gennem hele eventyret.

Ekstramateriale
Man skulle tro der havde været masser af muligheder for lækre ekstras, men alligevel er udvalget her en smule sparsomt. Således får vi kortfilmen "Item 47" der fortæller om hvordan helt almindelige mennesker får fat i et af de efterladte våben fra filmens intergalaktiske hær, og begynder at bruge det til et par bankrøverier. Her er et par få referencer til hovedfilmens plot, men alligevel virker den blot som lidt hurtig glemt fyld.

Andetsteds er der blevet plads til et par sjove udklip, og så står den ellers på alternative scener samt klip som aldrig nåede med i den færdige film. Ingen af dem er dog særlig interessante, og med undtagelse af ét klip, undrer man sig ikke over hvorfor de blev klippet ud.