Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português / Français / Nederlands
Gamereactor
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
Gamereactor Danmark
film-anmeldelser

Steve Jobs

Endnu en Steve Jobs film forsøger at tage en bid af æblet. Og denne gang lykkedes det.

  • Tekst: Torben Andersen

Den gamle, tyndslidte læresætning "hastværk er lastværk" præger Steve Jobs på flere måder. Som entreprenør havde han selv et livsværk af tålmodighed og kvalitetskrav som oversteg tidens forventning til perfektionisme. Men efter hans død i 2011, gjorde filmbranchen noget meget ikke-Jobs agtigt. Ved at malke afslutningen på hans etape, slyngede de det forhastede biografisk makværk, "Jobs", ud med Ashton Kutcher i hovedrollen, en galakse-længde fra det kvalitetsniveau som Steve Jobs selv var indbegrebet af.

Vi skulle i stedet vente til 2015 for at få en "rigtig" Steve Jobs film. Den erfarne, engelske instruktør, Danny Boyle, sørger selvsikkert for det filmiske kvalitetsniveau. Manuskriptforfatter Aaron Sorkin (West Wing) står som arkitekten bag replikkerne. Talentet Michael Fassbender iklæder sig den krævende rolle, suppleret af Kate Winslet som hans evigt tålmodige og loyale assistent. En kvadrat af talenter som absolut giver "Steve Jobs" det kvalitetsniveau manden var kendetegnet for.

Steve Jobs

Første udfordring er, hvordan man laver en biografisk film om Steve Jobs? Hvordan gør man den interessant og mest af alt; relevant for os, uden det fortaber sig i den indforståede teknologi-industri og en hyldest af Jobs livshistorie. Med Jobs har vi altid haft to erkendelser: Dels den officielle fremviser af smuk design-hardware, og dels vandrehistorierne fra bag facaden om den komplekse Jobs. Disse erkendelser genanvendes meget intelligent i "Steve Jobs", der fungerer som et to timer langt kammerspil om hændelserne backstage til tre af hans centrale præsentationer.

Dette er en annonce:

Tre akter gennem tre præsentationer af Jobs computere. Først Macintosh i 1984, den første computer med det lukkede system, fordi Jobs ville lave teknologi for almindelige mennesker - ikke ingeniører. Næste akt i 1988 efter hans fyring hos Apple, hvor Jobs etablerede NeXT og præsenterede et flop af en dyr computer for uddannelsesinstitutioner. Sidste akt efter hans retur til Apple og præsentationen af den første iMac i 1998. Men bag præsentationerne foregår der et virvar af menneskelige relationer: Hans udfordrede venskab med hans tidligere partner, Wozniak. Hans mystiske opgør med Apples tidligere CEO, John Sculley. Og af størst betydning: Hans fornægtede faderskab med pigen Lisa. Karakterer og følelser som flettes gennem de tre akter i et netværk af brillant, filmisk håndværk og karakterdrevet plot.

Steve Jobs

"Steve Jobs" fortæller historien elegant, men svært at forklare hvorfor. Man fornemmer det. Filmen er præget af en tilforladelig tone, som tegner et omrids af en person der ikke er perfekt. Jobs skildres som en visionær og dybt passioneret dirigent, men også som den farlige chef og en kompleks personlighed der giver grå hår. Han er både en idiot på flugt fra sit ansvar, og narret tilbage af de følelser han ikke vedkender. Med små, implicitte strejf af replikker fortæller "Steve Jobs" samtidig hvorfor Apples produkter har præget vores informationskultur så meget. Ikke fordi systemerne er fleksible eller avancerede, men fordi Jobs havde drømmen om den ultimative demokratisering af teknologi. IT for den menneskelige hjerne.

Netop undvigelsen af den perfekte personlighed og bag-facade taktikken gør "Steve Jobs" til et nærværende drama og relevant for vores moderne kultur, på samme måde som David Finchers The Social Network. Efter Danny Boyles personbeskrivelse af Steve Jobs, føler vi os belyst, men er ikke yderligere imponeret af manden. Og det er heller ikke meningen. Hans stædige insisteren til lukkede systemer står i kontrast til manglende kontrol over sit eget liv, mens hans passioner gør ham til en social udfordring. Gløden og varmen opstår primært i hans dialog med den ufrivillige datter, Lisa, hvilket tilsætter menneskeligheden i en film som handler om computere. Man skal blot være forberedt på en meget moden og dialog-båret film med smalle armbevægelser. Der er i hvert fald ingen grund til at lave flere biografier om Steve Jobs efter dette punktum.

08 Gamereactor Danmark
8 / 10
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer
Dette er en annonce: