Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português / Français / Nederlands
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
film-anmeldelse

Hail, Caesar!

Coen brødrenes filmiske frikvarter, Hail Caesar!, leverer et show af pastiche fra 50'ernes filmindustri, men savner altså noget struktur.

  • Tekst: Torben Andersen

Formålet med et frikvarter er, at samle nye kræfter og ny inspiration til den næste, krævende undervisningstime. En vekselvirkning mellem fri leg i kontrast til faglig fordybelse, som på en eller anden måde også afspejler Coen Brødrenes repertoire gennem deres mangeårige filmkarriere. Dyb seriøsitet og sjælelig ransagning i Barton Fink, The Man Who Wasn't There, No Country for Old Men eller A Serious Man. I mellemtimerne mere glæde og laissez faire humor i The Big Lebowski, Burn After Reading eller i den seneste Coen produktion: Hail, Ceasar. En nysgerrig film der føles let og leger med varm luft, men tung kost og moralske trompeter er der ikke.

"Stor ståhej for ingenting" er Coen Brødrenes altid genanvendte tema i deres filmiske frikvarter, hvor historiemæssige banaliteter og nærmest ligegyldige hændelser svøbes omkring et højdramatisk filmapparat med spænding og selvironisk patos. Når du ser vores elskværdige The Big Lebowski, så tænk over hvor tyndbenet den centrale konflikt egentlig er - og hvor engagerende den er formidlet. Hail, Caesar! foregår i et ærkeamerikansk filmstudie i 1950'erne, ledet af Eddie Mannix (Josh Brolin), som har overordentlig svært ved at holde styr på sine sprælske skuespillere, snobbede instruktører og ambitiøse filmproduktioner. Den primært konflikt opstår, da hans præmiehingst, Baird Whitlock (George Clooney), forsvinder sporløst fra filmsettet og er øjensynligt kidnappet af en flok amerikanske kommunister med ukendte motiver.

Hail, Caesar!

Imens banaliteterne behandles med tungen i kinden og et glimt i øjet, hylder Coen brødrene 50'ernes klassiske filmindustri og karakteristiske scener som fra dengang vi var børn (eller vores forældre var). Den klassiske western, det stilrene overklasse-drama, de historiske episodefilm, musicals med koreograferede danseshows i swimmingpools eller matroser der synger og stepper på bordene som Fred Astaire og Gene Kelly gjorde. Samtidig formidles kidnapningen og Eddies Mannix' store dilemmaer som en film noir detektivhistorie med tunge skygger og monologer med selvransagelsens rustne stemme. Det oser af kærlighed til filmindustriens gyldne epoke, med det overskud, humor og coolness som Coen Brødrene er berømte for, men denne gang forsvinder smilehullerne hurtigt igen.

Dette er en annonce:

Det topper ikke rigtig Coen brødrenes tidligere filmiske frikvarterer. Hail, Caesar! kører for meget i et kreativt tomrum. Hviler for meget i sig selv og engagerer os ikke tilstrækkeligt i kulissernes dynamik. Brødrenes ekspertise i varm luft mangler denne gang en strammere struktur for at kunne fænge frem til rulleteksterne. Multiplottet savner kontakt med hinanden, mens danseshows eller komiske dialoger praktiseres som filmiske pauseklovne i en manglende kontinuitet, trods et line-up af dedikerede skuespillere som tydeligvis elsker rammerne. Man siger at mange bække små giver en stor å. Hm... nogle gange giver det bare en masse små bække som ikke løber sammen. It just didn't tie the room together.

Hail, Caesar!

Ekstramateriale:
Blu-ray udgivelsen er suppleret med fire kortvarige featurettes om filmens baggrund, formidlet med den velkendte promoverende tone.

05 Gamereactor Danmark
5 / 10
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer
Dette er en annonce: