Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português / Français / Nederlands
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
film-anmeldelse

Concussion

Neurologien løber panden mod muren hos NFL, men konfrontationen er mere søvndyssende end slagkraftig.

  • Tekst: Torben Andersen

Hvad er populisme? En betegnelse for en politisk bevægelse forankret i det jævne folks verdensbillede, men også en ofte lidt nedsættende term relateret til en smålig egocentrering og påtaget selvynk. Men, populisme er også en yndet fortællemæssig metode til at engagere et filmpublikum. Det handler om vinklen: Erin Brockovich vs. energiselskaberne. Jeffrey Wigand vs. tobakskompagnierne. Spotlight redaktionen vs. den katolske kirke. Altid historier baseret på virkelige hændelser, om små mennesker mod store, kyniske systemer. Det er vinkler vi som jævne folk kan følelsesmæssigt relatere til.

Næste mand i ringen: Dr Bennet Omalu (Will Smith) er en patolog som udfører obduktioner og med sin unedbrydelige nysgerrighed og søgen efter forklaringer opdager en ukendt, neurologisk sygdom - en følgevirkning af en langvarig karriere i professionel fodbold og de mange, mange hovedstød spillerne pådrager sig gennem livet. Lidelsen kan nedbryde personen fuldstændig og drive dem til selvmord, så med sin opdagelse får Omalu to fjender: NFL, som afviser hans teorier, men også den amerikanske kultur. Hvordan forklarer man en dedikeret fodboldfan at det han elsker er usundt og amoralsk?

ConcussionConcussion

Trods den populistiske vinkel er Concussion en meget lavmælt og tandløs historie fortalt med få følelsesmæssige virkemidler og strygermusik på de rigtige tidspunkter. Traditionelt? Måske lidt for traditionelt. Konfrontationerne med NFL har sine momenter, selvom kampen ikke føles særligt smertefuld for Dr. Omalu. Will Smith iklæder sig rollen og den afrikanske accent med hjerte og imponerende indlevelse, men hvad nytter det når historien sender ham side-tracked til en påtaget kærlighedshistorie med en afrikansk immigrant, mens hans kæmper mod NFL? Handler det om neurologi eller kærlighed? Concussion burde have valgt det første og undladt det sidste.

Dette er en annonce:

Concussion har en professionel og moden stil, men filmens passive og undervældende tilgang gør kampen mod det store system uheldigt søvndyssende. Person-centreringen omkring Will Smith, den klassiske fortælling og den afsluttende græde-tale, minder mistænkeligt om en Oscar-bejler, som ikke rigtigt blev til noget, andet end en middelmådig, lige-netop bestået film. Der findes andre bedre, større og langt mere engagerende, populistiske film efter samme skabelon, så snup hellere en Treo og læs om Bennet Omalu på Wikipedia.

ConcussionConcussion

Ekstramateriale:
Blu-ray udgivelsen er forsynet med slettede scener, et par kortfattede ekstrafilm og tilblivelsen og baggrunden samt et kommentarspor med instruktør Peter Landesman.

06 Gamereactor Danmark
6 / 10
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer
Dette er en annonce: