Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português / Français / Dutch
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
film-anmeldelse

The Witch

Filmgys for dem som voksede op før Scream. The Witch kryber som djævelen gennem blodårerne - hvis man tør åbne sig.

Gyserfilm og franchises har siden 80'erne nærmest været hinandens synonymer, markeret som en evig række af kommercielt fortænkte serier. Fra Fredag den 13. til Scream, Saw og Paranormal Activity - smæk et romertal for enden af titlen og se de unge fans strømme til premieren. Men, før der gik franchise i filmgenren, var gyset en mere kompleks størrelse - og måske ikke altid "gys" som vi kender det i dag. I klassikere som The Shining, Don't Look Now (Rød Chock) og Rosemary's Baby rumsterede monsteret ikke ude i mørket, men som en dublet af mennesket, mens filmsproget eksperimenterede med frygten som tema. Denne strømning af kompetente filmgys har instruktøren Robert Eggers tydeligvis har spejlet sig i, med sin kolde og dæmoniske The Witch.

The Witch
Dette er en annonce:

Nej, du vil ikke se evindelige jump scares, udødelige seriemordere, spøgelser i spejlbilledet eller billigt teaterblod i The Witch. Du vil helt sikkert heller ikke se en 2'er. Du vil i stedet opleve en kold atmosfære, tunge skygger, natur i matte farver og et snigende ubehag. The Witch skaber sin frygt gennem understrømmen. Historien kredser tæt omkring en familie af britiske bosættere, som, af ukendte, blasfemiske årsager, bortvises fra kolonien, og må bosætte sig afsondret fra fællesskabet. Troen på guddommelig dedikation er deres forløsning og argumenterer for alle de hændelser som tilkommer dem, men en dag forsvinder familiens nyfødte ud af barnepigens hænder, sandsynligvis taget ind i skoven af en heks.

Familiens sorg og mistro får båndene til at gå op i limningen, men Robert Eggers gør det uklart hvem der er hovedpersonen. Moderen ligger lidt tilbagetrukket af sorgen, men benytter ethvert vågent øjeblik til at øse skyldfølelsen over barnepigen Thomasin. Den stabile fader, William, klynger sig til sin tiltro til Guds uransagelighed, og forsøger at mægle i konflikten mellem troen og følelserne, mens sønnen hellere vil gå på heksejagt med en riffel, desværre tynget af sin nye, pubertære opdagelse af kvindens seksualitet. Familiens sammenhold går fra tro til mistro, mens en dæmonisk kraft anskuer hændelserne fra behørig afstand.

The Witch har høstet meget ros fra udenlandske anmeldere, særligt for sin seriøse og modne evne til at formidle frygt på film, mens også med en erkendelse af, at The Witch absolut er "aquired taste". Unge jumpscare-junkies i inderkredsen af mainstream skal være ualmindeligt tålmodige og vil meget vel ikke forstå konceptet. Voksne tilskuere med sans for klassisk filmkunst og civiliseret gys, vil derimod bedre tolerere det kompakte kammerspil og fraværet af letkøbte forklaringer. Muligvis hæver du skuldrene og tænker; "den var da ok", men bagefter føles luften koldere og finalens billeder sidder fast i baghovedet, længe efter. Så ved du, at The Witch alligevel brugte sin heksekunst på dig.

The Witch
08 Gamereactor Danmark
8 / 10
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer
Dette er en annonce: