Kenny og Betty Anne er, pænt sagt, hillbillies fra en hillbilly-familie i hillbilly-byen Ayers i Massachusetts, og deres mor vinder ikke just præmier for "mother of the year." Så de bruger det meste af deres barndom på at bryde ind i folks huse for at lade som om, det er deres eget. Det betyder dog, at politiet er særdeles bekendte med især Kenny (Sam Rockwell), der gentagende gange tager skraldet for sin lillesøster, og det vil sige, at hver gang, der så meget som bliver slået en skid i den lille by, så er det Kenny, der bliver lagt i håndjern.

Til sidst får en særdeles overivrig betjent lagt Kenny i nogle meget faste håndjern, der sender ham i fængsel på livstid for mord på baggrund af en flok dodgy vidneudsagn (heriblandt Juliette Lewis som det white trash, hun tilsyneladende altid spiller, bare denne gang uden tænder) og noget endnu mere dodgy bevisførelse.

Resten af filmen handler så om hvorledes Kennys lillesøster (Hilary Swank) bliver advokat (sammen med bedste veninde, Minnie Driver) og skal finde de afgørende beviser for, at Kenny kan gå fri igen. I mellemtiden er der nemlig opfundet noget så smart som DNA-beviser, og dét er hun overbevist om kan få ham på fri fod igen.

Og ja, det er det eneste, der foregår. Det er på intet tidspunkt et mysterie hvorvidt Kenny rent faktisk slog nogen ihjel - Minnie spørger kun om det én gang, og det skulle hun aldrig have gjort (og gør det ikke igen). Der er ingen, der er interesserede i hende, der blev slået ihjel, eller hendes familie. Der er ingen, der er interesserede i hvordan Swanks familie har det efter hendes besættelse ender i skilsmisse - børnene er meget hurtige til at glemme svigt. Der er ingen, der er interesserede i noget som helst, der ikke har at gøre med at få Kenny ud af spjældet.

Så filmen handler kun om Swank og hvor mange forhindringer, vi kan lægge i vejen før hun finder beviserne: hun skal bestå advokateksamen; hun skal fremfinde DNA-beviser; hun skal overbevise sin bror om, at han rent faktisk skal afgive DNA-prøve (fordi... øh, det gider han pludselig ikke, selv om det kan redde ham); hun skal overbevise Peter Gallaghers øjenbryn om, at han skal hjælpe med at få Kenny ud... og så videre, og så videre.

Det er en utroligt lineær og spændingsforladt fortællemåde, vi har med at gøre her, for filmen tager konflikterne én af gangen og går ofte helt i stå mens den venter på, at en konflikt skal løses. Der er ingen karakterdybde eller personudvikling at finde - end ikke hovedpersonen vokser eller har nogle åbenbaringer undervejs. Hun er bare stålsat og ensporet, og alle omkring hende er udelukkende til for at hjælpe plottet fremad. Et plot, vi i øvrigt ved hvordan ender på forhånd.

Det er mig en gåde hvordan man kan fremstille rigtige, nulevende mennesker så endimensioneret. Én ting er, at man, ligesom Swanks figur, føler, at alting er op-ad-bakke Sisyfos-arbejde, fordi der hele tiden kommer noget i vejen - men det er ikke god fortællestil. Så filmen mister enhver form for spænding og bliver i stedet en prøvelse i sig selv at udholde. Det hele lugter i sidste ende af en amerikansk tv-film med et lidt for højt budget og noget forbløffende godt skuespiltalent, der ikke har andet at lave end at jagte næste side i manuskriptet.