Blu-ray: Narnia: Morgenvandrerens Rejse
Er du klar til at tage på eventyr i Narnia igen? Vi har set nærmere på den nyeste film i serien, og fortæller her om det er noget du også bør bruge tid på.
Hvis du har set de to første Narnia-film, ved du også at søskende Lucy og Edmund faktisk er konge og dronning i det magiske kongerige som gemmer sig bag deres klædeskab. Den hemmelighed er der dog ikke mange der kender i vores verden, og derfor møder vi også de to søskende boende hos deres forkælede fætter Eustace i starten af den nye film. Broderen Peter er godt i gang med sine studier, mens søsteren Susan befinder sig i USA med forældrene, og det betyder at familiens to yngste børn må fordrive tiden med skole og ikke særlig meget andet.
Eustace gør sit bedste for at gøre søskendes ventetid så lang som mulig, men en dag giver hans drilleri bagslag da en maleri hængende på Lucys værelse, pludselig bliver til virkelighed. Bølger skylder ud gennem maleriet, og inden længe er de tre børn igen sendt til Narnia, hvor de heldigvis reddes af kong Caspian. Normalt kaldes børnene kun til Narnia når der er problemer, men faktisk er både de og Caspian i første omgang i tvivl om hvorfor de denne gang er blevet tilkaldt, mens Eustace blot er sur og forvirret over at være blevet "bortført" som han kalder det.
En fare viser sig dog at være godt i gang med at ødelægge Narnia, og derfor skal en gammel gåde løses, kidnappede fanger skal befries og en frygtelig fjende besejres - der er med andre ord et eventyr som skal opleves.
Den nyeste Narnia-film er et helt igennem fornøjeligt eventyr fra start til slut, uden på noget tidspunkt at byde på noget som fans af eventyrfilm ikke allerede har set før. Hovedhistorien er god nok til at holde dig fanget, men faktisk er det de forskellige figurer og deres situationer som er filmens bedste elementer. Teenage-alderen betyder at Lucy er begyndt at tvivle på sig selv og Edmund er indebrændt over ikke at være med resten af familien, mens Caspian prøver at finde sig til rette som hersker af Narnia. Bedst er dog det voksende venskab mellem Eustace og den modige mus Reepicheep, der specielt bliver sjovt da Eustace gennemgår en magisk forvandling.
Det er desværre umuligt at komme uden om at den nyeste Narnia-film har mistet en smule af den magi, som specielt trilogiens første film overraskede med. Det virker også lidt underligt at både Aslan, Susan og Peter roller er så minimale denne gang, selvom det dog skyldes den bog film er baseret på.
Morgenvandrerens rejse er en hyggelig eventyrfilm, der fint bygger videre på de tidligere film uden helt at kunne leve op til deres kvaliteter.
Extramateriale:
Det er rigtig lækkert at se hvordan der er gjort en masse ud af filmens ekstramateriale, og bedst af det hele er at man kan udforske det meste af Narnia og høre fortællinger om både figurer, øer og myter. Der er også blevet plads til en animeret fortælling, om hvad der er sket i Narnia i de tre år der er gået siden den sidste film. Sidst men ikke mindst kan man også finde et spil, og så er der naturligvis interviews med både skuespillerne og instruktøren.
| Vores karakter: | 7/10 |
- Filmselskab:SF Film
- Genre:Eventyr
- Instruktør:Michael Apted
- Skuespillere:Georgie Henley
Skandar Keynes
Ben Barnes
Will Poulter
Gary Sweet - Premiere:17 maj 2011
















































