Chloe er på overfladen ikke helt filmen for én som mig. Det er en historie om troskab vs. lyster og om kærlighed der konformeres til en kontraktdreven obligation (dvs. ægteskab). Som 19-årig mand er ægteskab noget der ligger meget langt fra mig, men alligevel får instruktør Atom Egoyan præsenteret de her problemstillinger på en sådan måde at de fremstår universelt spændende.

I filmen følger vi Catherine Stewart, en succesrig gynækolog, der mistænker sin mand for at være hende utro. Først kommer han for sent til sit fly og misser Catherines stort opsatte surprise party, og dagen efter finder hun et mistænkeligt billede på hans telefon. Forvirret og frustreret tager hun kontakt til callgirlen Chloe, som hun vil bruge til at teste sin mands troskab. I starten går det tilsyneladende godt, men Chloe har andre planer.

Det lyder måske som et forudsigeligt, klichéfyldt plot, men for den opmærksomme seer er den en skattekiste af information og fortolkningsmuligheder. Catherine bor i et fleretagers hus, der ligner noget fra en arkitekts våde drøm. Det har en klinisk kølighed over sig, der fortæller mere om hende end nogen replik ville gøre det. Så selvom vi ikke får forklaret specielt meget, så tro mig, vi får vist alt det der er nødvendigt.

Julianne Moore leverer et flot stykke karakterskuespil som Catherine Stewart. Den mistroiske kone er noget af en arketype, men hun er i fuld kontrol fra A til Z. Især til sidst, når det ene twist følger det andet, får hun bundet det hele effektivt sammen.

I rollen som mestermanipulatoren Chloe finder vi Amanda Seyfried, som mest er kendt for at være den søde hovedperson i en række rosenrøde ungdomsfilm. Skiftet til rå, erotisk thriller er noget af et spring, men hun gør et flot job i rollen som forførerske og formår ikke bare at sno filmens karakterer rundt om sin lillefinger, men også publikum.

Der gøres brug af et ekstremt subjektivt kamera. Musikken og stemningen i scenerne dikteres efter Catherines følelser, og fra tid til anden springer vi endda ind i hendes hoved og ser små glimt af ting hun forstiller sig. Det er netop dette greb, og hvordan vi manipuleres af det, der gør at Chloe bliver en helt ny historie, anden gang man ser den (og det skal du nok gøre).

Chloe er en meget imponerende demonstration af, hvad der er muligt når du vælger filmmediet til at fortælle en historie. Under de genrekonventionelle overflader ligger en fortælling, som Freud nok ville have en fest med. Du skal bare være forberedt på at se den to gange for at få alt med.

Ektramateriale:
Intet.