Blu-ray: Rango
Johnny Depp er på slap line som kameleon med cowboyhat.
Rango er lidt af en sær størrelse. Faktisk er den så sær, at det er en af de mere bizarre, animerede film, jeg har længe har set. Med sine konstante referencer til popkulturen skal der nok være noget at komme efter for det ældre publikum, imens det lovløse western falder direkte i ungernes smag. Men... alligevel føles det som om, at der mangler noget.
Måske skyldes det, at selve fortællingen om Rango ikke gør meget for at bryde ud af de faste rammer om en helt, der skal nedkæmpe skurken og vinde sin drømmepige. Der er godt nok tale om en atypisk helt i øglen Rango, der lever det fede liv i sit terrarium lige indtil den dag, hvor han bogstavelig talt kastes direkte ud i den amerikanske ørken og må efterlade sit drømmeliv som filminstruktør for en plastikfisk og Barbies torso, men det er også den typiske historie om "trial by fire", hvor helten undergår det ene problem efter det andet for at redde alt og alle. Det lyder måske ganske interessant, når man tænker på, at det vilde vest lægger baggrund til, men filmen har så travlt med alt andet end at fortælle historien, at den bliver som en dråbe vand i en udtørret ørken - med andre ord ganske nem at overse.
Det skyldes ikke mindst, at Gore Verbinski i sin rolle som instruktør er overivrig efter at vise, at han har styr på den moderne popkultur og især dens western-arv. Når figuren Spirit of the West skal hjælpe Rango med sine kvaler, er det ikke samtalen mellem de to, der stjæler opmærksomheden, men derimod at han er en direkte klon af Clint Eastwood fra Den Gode, Den Onde og Den Grusomme. Det samme gælder de første 15 minutter af filmen, hvor Fear and Loathing in Las Vegas bliver hyldet på kryds og tværs, hvilket i sig selv er et ganske acceptabelt og næsten genialt træk, når nu Johnny Depp lægger stemme til Rango iført en rød Hawaii-skjorte, men det her skulle være en tegnefilm for publikum i alle aldre, og det har den åbenbart glemt.
Det er ellers en skam, for Rango er virkelig en genistreg på visse punkter. Filmen er fyldt til bristepunktet med vanvittige actionscener, pistolsvingende og spytteglade skurke samt selve ånden af livet som cowboy, og så ser den fuldstændig fremragende ud på blu-ray. Flere gange tog jeg mig selv i at tænke, at hvis bare jeg kunne sætte filmen på pause og snuppe billedet, så ville jeg have den mest fantastiske baggrundsskærm til min computer. Farverne springer ud af skærmen, og når det hele bliver akkompagneret af et mariachi-inspireret soundtrack (der dog også har plads til Ride of the Valkyries - popreference #137), så er der altså bare noget, der går op i en højere enhed. At man utroligt nok ikke kan sige det samme om stemmeskuespillet er en mindre skuffelse, når ellers Johnny Depp endnu engang indtager rollen som tosse på flugt fra anstalten. Der skal ikke herske tvivl om, at han gør det fornuftigt, men det kammer simpelthen over engang imellem, så man i stedet finder trøst hos Isla Fisher, der stråler som ungmøen Beans.
Mangler man en animeret film, der skiller sig ud fra mængden og samtidig ser fremragende ud, imens den gør det, så vil Rango helt sikkert være en succes hjemme i stuen. Ungerne skal nok blive glade for den lettilgængelige underholdning, hvor tempoet sjældent sættes ned, men tilhører man det mere voksne segment, så er filmen mest af alt en blandet landhandel af popreferencer og svingende historiefortælling, der hylder sine inspirationer, men som alligevel fremstår som et miskmask uden solidt fodfæste. Det betyder dog ikke, at man helt skal afskrive filmen. Den er bestemt seværdig, muligvis ikke for historien, men derimod fordi den er et bizart tiltrængt afbræk fra Disney og Pixars ofte sukkersøde universer.
Ekstramateriale:
Har man ikke fået nok af Rangos udskejelser, er der nogenlunde rig mulighed for at komme med om bag kulisserne og få et indblik i, hvordan filmen er blevet til. Der er blandt andet en længere sekvens med folk som manuskriptforfatter John Logan og instruktør Gore Verbinski, der faktisk fungerer som ganske fornøjelig information omkring udviklingen af Rango, ligesom der er storyboards og kommentarer til selve filmen. Derudover finder man også "En ekskursion til byen Dirt", hvor man via et interaktivt interface kan kigge nærmere på byens bygninger og indbyggere. Det er et ret interessant tiltag, der dog halter lidt med kedelige loading-tider.
- Skrevet af: ChickenBone2011-07-24 13:43Haha, jeg synes egentlig at den er grinere nok, og Johnny Depp er overbevisende som animeret firben!

Skrevet af: Tekkenmover2011-07-23 03:26Jeg synes bestemt om filmen, syntes den var meget underholdene ^^
| Vores karakter: | 7/10 |
- Filmselskab:Paramount Home Entertainment
- Genre:Komedie
- Instruktør:Gore Verbinski
- Skuespillere:Johnny Depp
Bill Nighy
Alfred Molina
Isla Fisher
Ned Beatty - Premiere:19 juli 2011


Indie-folk skal stadig bruge en udgiver på Xbox Live

Avalanche udvikler spil til Xbox One

Klassisk Rare-serie til Xbox One

Microsoft saboterede sin egen Xbox 360-stream














































