Det er sjovt hvordan Edward Nortons karriere ser ud til at have bevæget sig i en cirkel. I hans nyeste rolle i dramaet Stone spiller han Gerald Creeson, en fange der spiller et benhårdt psykologisk spil med sin tilsynsførende for at komme hurtigere ud af fængslet. Rollen minder ret meget om hans gennembrudsrolle i Primal Fear, hvor han får snøret en topadvokat til at tro på at han er uskyldig. Ironien bliver endnu tykkere, da det går op for mig, at det her er en af Nortons flotteste præstationer. Og det er ikke engang ham der har hovedrollen.

I filmen følger vi den tilsynsførende Jack Mabry (spillet af Robert De Niro), en mand der hele sit liv har prøvet at rette sig efter loven, selvom hans mørke indre, der kommer til overfladen i den hårrejsende intro, prøver at holde ham fra det. Da fangen Creeson prøver at bringe ham på sidespor som del af sin plan for en tidligere løsladelse, starter en voldsom kamp for at gøre det rigtige, hvad det så end er.

Hele filmens fundament bygger på De Niros fænomenale skuespil. Han har altid været bedst til at portrættere mænd der befinder sig i grænselandet mellem rigtigt og forkert, der knækker under omverdenens pres. Det er som om der har manglet en rolle hvor De Niro kan udnytte sin gamle alder, men det har han så sandelig fundet her.

Overfor ham spiller som sagt Norton der også gør et glimrende arbejde. Han er afgjort i uvant område som den ghetto-agtige Creeson, men måden han har forandret sin stemme, udseende og udstråling har virkelig betalt sig.

Til sidst finder vi Milla Jovovich som Creesons kone, der skal forføre Mabry, og dermed få ham til at bryde med sine principper. Måske har Jovovich ikke tidligere gjort sig bemærket for seriøst arakterarbejde, men instruktør John Curran har begået en genistreg ved at caste hende i rollen.

Som alle med øjne nok ved, er Milla Jovovich helt exceptionelt smuk (for ikke at sige vildt lækker). I rollen som femme fatale, der gennem sin krop og berøring får snoet Mabry rundt om sin lillefinger, kræver det måske ikke så meget af Jovovich selv, men bare af hendes fremtoning. Kroppen er karakteren, og det fungerer rigtig godt.

Sammen med det hårdtarbejdende ensemble følger en kompleks og interessant historie der handler om moral. Det er en undersøgelse om menneskets natur overfor de moralske principper vi bliver indført gennem religion. Det er tunge sager, men håndteres rigtig elegant, blandt andet ved hjælp af radioprogrammerne som Mabry hører i sin bil. Det bliver aldrig kliché med bibelcitater, det er modent og velovervejet hele vejen igennem.

Det eneste problem jeg har, er at Nortons karakter slet ikke udnyttes godt nok. I hans plot finder han sin egen gud og prøver at blive en bedre mand, men det fører ikke rigtig nogen steder hen.

Det er en lille plet på en ellers yderst tiltalende overflade og jeg vil helt klar anbefale Stone til alle, der trænger til et seriøst drama, der vil noget mere.

Ekstramateriale
Intet.