Nej, det kan han ikke.

Hey, hvorfor spilde jeres tid? Læs bagsiden af boksen: "Efter at have været vidner til et mord går FBI-agent Malcolm Turner (Martin Lawrence) og hans stedsøn (Brandon T. Jackson) under jorden på en scenekunstskole, som i øvrigt kun er for piger. Nu skal Malcolm fange skurkene, samtidig med at han prøver på at undgå tilnærmelserne fra skolens kejtede pedel, der snart finder ud af, at Big Momma er lige i overkanten af, hvad han kan håndtere!"

Hvis den beskrivelse ikke er nok til at overbevise jer om, at det her ikke bliver nogen god oplevelse, så tillad mig at forsyne det allerede døende morskabsbål med en frisk dunk pis: Stedsønnen er rapper. Han er også pisseirriterende og mindreårig, og af præcis disse to grunde forfølger han Malcolm rundt på hans arbejde - som undercover agent (hvordan er det overhovedet muligt?!) - for at få ham til at underskrive en pladekontrakt. Long story short: ungen ser en mafiaboss skyde nogen og så skal far og søn undercover.

Denne film spiller højt og flot på usandsynlige tilfælde og belejlige omstændigheder. Der er ikke lagt nogle anstrengelser i manuskriptet overhovedet: der sker intet i filmen, der ikke er letkøbt, billigt, uopfindsomt eller dybt åndssvagt. Det virker næsten som om manuskriptforfatteren har udsendt et spørgeskema til en række 6. klasses elever og spurgt dem hvad de synes, der er det sjoveste, der kunne ske for en fed, aldrende, sort kvinde på en pigeskole. Så har han taget deres svar, uden at vurdere deres indhold overhovedet, og banket dem ind i et papirtyndt plot med en klejn hammer og en mejsel.

Plottets omdrejningspunkt er, at far-og-søn teamet skal jagte en eller anden McGuffin, der tilfældigvis er gemt på en pigeskole - så Lawrence har en undskyldning for at hive kjolen frem igen. Vejen dertil er belagt med en lang række usammenhængende, episodiske indslag, hvor Big Momma skal posere for et tegnehold (nøgen, selvfølgelig), spille Twister med den overvægtige, lettere perverse skolepedel og uddele Hallmark-råd til deprimerede, kærestesyge tøsebørn.

Men mærkeligst af alt er, at filmen af og til går fuldstændig i stå og bliver til High School Musical. Jeg mener det seriøst. Fire-fem gange undervejs bliver der hevet fuldstændig i håndbremsen så Brandon kan rappe (enormt uoverbevisende) ad sin obligatoriske love interest - der selvfølgelig ikke ved, han ikke er en pige; åh gud nej, hvad sker der dog hvis hun finder ud af det, åh nej ...

For fanden, lad os bare få det overstået. Er der noget godt ved denne film? Ja, skuespillerne ser ud til at more sig kosteligt. Man undres hvorfor, da Martin Lawrence efter sigende fik færre penge for denne film end de to forrige. Men man kan se, at de har det sjovt. Det var da fornøjeligt.

Resten er noget bræk. Plottet giver ingen mening, jokes'ne er flade og forudsigelige, alle figurer er papirtynde karikaturer og jeg trak ikke på smilebåndet en eneste gang. Don't get me wrong: jeg kan godt lide plat, fysisk komik. Jeg elsker Ace Ventura. Jeg elsker Højt At Flyve. Jeg elsker endda den første Austin Powers film. Denne film er bare spild af tid.