For første gang har jeg ikke nogen tilnærmelsesværdig opfindsom måde at servere min anmeldelse på. Ingen indpakning i sarkasme; ingen floskler; ingen bizarre teorier om hvad der mon foregår i instruktørens hoved, og heller ingen dumsmarte bemærkninger om hvordan jeg forestiller mig, skuespillerne går og har det.

Hvorfor ikke? Fordi dette er muligvis den kedeligste action-film, jeg nogensinde har set.

Jason Statham spiller sig selv i rollen som bad-ass med britisk accent. Manuskriptforfatteren har tilsyneladende rullet en terning og kommet op med navnet "Arthur Bishop" til hans figur, men det er helt og aldeles underordnet.

Jasons erhverv i denne film er lejemorder, og han tager sine ordrer fra to folk: et slimet slipsedyr ved navn Dean, som konstant omtaler sin lejemordergesjæft som "firmaet", og en gammel rotte i faget ved navn Harry. Harry spilles af Donald Sutherland, men hvis I er "fans of the suther," så lad mig spare jer for hvad der kunne være blevet til to timers kedsommelig tortur og afsløre, at han kun er med i ca. 10 minutter af filmen - hvorefter Statham skyder ham.

Sutherlands søn i filmen, Steve (Ben Foster), dukker så op - uvidende om, at Statham lige har pløkket hans far - og vil gerne være lejemorder-trainee. Fordi manuskriptet siger, han skal, så giver Statham ham lov til at følge med på jobs, selv om hans nu eneste arbejdsgiver gentagende gange minder ham om, at det er en dårlig idé.

Herefter følger nogle utroligt lange sekvenser hvor Steve dummer sig på alle de jobs, Statham tager ham med på, mens vi alle sidder og venter på, at Steve langt om længe skal regne ud, at Statham har skudt hans far. Der er endda en Rocky-montage midt i det hele, hvor Steve tilsyneladende lærer ALT om sprængstoffer, automatvåben, spionagemetoder og så videre - men han fucker stadig op hver gang, de skal ud og lave noget, de rent faktisk får penge for.

Når filmen endelig kommer i tanker om, at der var et setup med Statham og Steves far, så er der kun fem minutter tilbage af filmen. Instruktøren håber tilsyneladende, at vi har syntes, rejsen derhenad var SÅ fed, at det, der skulle få hele filmen til at hænge sammen, kan overstås på få minutter.

Hvad han ikke helt har været årvågen på, er, at vi, i de 80 minutter, filmen IKKE handler om en skid, er blevet bombarderet med enormt uopfindsomme, larmende shaky-cam action-scener, afbrudt af utroligt sløve dialogscener fra skuespillere med fænomenalt lave engagementsniveauer.

Jeg ved godt, de skal fremstå bad-ass, men for mig ser det bare ud som om, de keder sig, og gerne vil have dialog-scenen overstået så de kan komme videre til næste sindsoprivende kedelige action-scene.

Action-scenerne, hvor guldet i en action-film indlysende skal hentes, går fra at være forudsigeligt kedelige til at nå så urealistisk stupide niveauer, at man tager sig til hovedet ... hvilket kun gør det mere ironisk når filmens gennemgående budskab er "amat victoria curam" (sejr elsker forberedelse). Ironisk nok begiver vores helte sig i stedet ud på opgaver, der er så himmelråbende uovervejede, at planlægningsmødet mellem dem (som vi aldrig får at se) må have bestået udelukkende af at trække på skuldrene og sige, "Hey, lad os løbe ind med pistolerne trukket og se, hvad der sker."

Jeg synes ellers, der gemte sig en nogenlunde interessant historie et sted i mylderet om den myrdede far og traineen, der ikke ved, at hans mentor står bag hans fars død. Men det er håndteret så uopfindsomt og forudsigeligt, at filmen kun bruger et lille kvarter på det - resten er dødfødte dialogscener og bedøvende, urealistisk Hollywood-bang-bang.

Det kan være, det er bedre håndteret i originalfilmen fra 1972 (med Charles Bronson i hovedrollen), men den har jeg ikke set. Jeg ved dog, at selv om jeg faktisk synes ret godt om Jason Statham, så er han ikke Charles Bronson. Og dette er ikke en anbefalelsesværdig film.