Elsker i ikke de øjeblikke, hvor man baseret på plakaten kan forudse hele filmen? Den oplevelse havde jeg for nylig, da jeg modtog den romantiske komedie The Rebound. Den uinspirerede font, de åbenlyst retoucherede hovedrolleindehavere, der ligner plastikfigurer, og den sørgelige éne anbefaling, der siger "best rom com of the year...", af en eller anden amerikansk avis. Der er altså tale om en typisk romantisk komedie i Hollywoods ånd, hvor al seriøst drama erstattes af leflende bullcrap til folk der ikke vil udfordres. Mod al forventning viser det sig at jeg kun NÆSTEN har ret.

Sandy flytter med sin søn og datter fra forstaden ind til byen, da hun opdager at hendes mand har været hende utro. Hun forsøger at komme på benene igen og er nødt til at hyre en babysitter. Aram er lige blevet skilt fra sin franske kone efter 2 ugers ægteskab, fordi hun bare ville have en arbejdstilladelse. Da han ansættes som Sandys babysitter, begynder deres forhold at udvikle sig til noget nyt og uventet.

Helt grundlæggende er det her en feel-good film om skilsmisse. Som skilsmissebarn har jeg exceptionelt svært ved at se noget morsomt ved det. Hvis det skulle virke, ville det kræve en fantastisk balance mellem det sjove og alvorlige, men i stedet ønsker The Rebound konstant at være sjov, og det skader helheden. Skilsmisse er ikke sjovt, så meget ved jeg.

Catherine Zeta-Jones gør et indimellem fantastisk arbejde i rollen som Sandy. Hun giver karakteren en mærkbar varme og sårbarhed, der får det ellers tamme manuskript til at have en smule troværdigt liv. Der er et par inspirerede, smukke øjeblikke, der hører til i en meget bedre film, men det når aldrig helt at lette før en banalitet skyder det ned.

Her er det ikke kun manuskriptets fejl, men mere alvorligt den mandlige hovedrolleindehaver, Justin Barthas, skyld. Han er ikke en dårlig skuespiller, men er alt for flad og upersonlig i sin karakterskildring. Her kan man vist roligt tale om en fejl i castingen, for Zeta-Jones får ham til at ligne en trænet amatør, ikke en professionel.

Jeg ville ønske The Rebound var mere end bare middelmådig. Den viser et stort potentiale for, hvad der er muligt inden for den lidt bizarre subgenre af "skilsmisse-komedier", men den sukkersøde slutning var så rosenrød at jeg nærmest følte mig frastødt af alt hvad jeg lige havde set. Så nemme er skilsmisser bare ikke.

Ekstra-materiale:
Intet inkluderet.