Det er den efterhånden klassiske Titanic-opskrift: Blåøjede heartthrob Jacob Jankowski (Twilight-Robert), søn af polske immigranter, møder Marlena (Reese Witherspoon), hestepigen i et cirkus. De forelsker sig, selv om Reeses mand og cirkusets ejer, Nazien-Fra-Inglorious-Basterds (Christoph Waltz), ikke kun bryder sig meget lidt om ideen, men også har et iltert temperament. Den er endda fortalt i flashbacks, hvilket er et meget originalt filmtrick, som jeg ikke før har set i en ... nå ja, Titanic.

Hvordan møder de så hinanden? Jo, Jacob var lige på nippet til at bestå sit dyrlægestudie fra Cornell University, men lige da han skal til at tage sin afsluttende eksamen, dør hans forældre. Rimelig brat. Vi er i 1930'ernes USA, så der er dømt Depression og alkoholforbud, og ingen har Roberts ryg i dét klima. Nu uden hus og hjem tager han den på gåben ad jernbaneskinnerne og hopper på det første og bedste tog, han ser.

Det viser sig så at være Benzini Brothers' cirkustog, og i stedet for at smide ham af, så beslutter de sig for at beholde ham, fordi han har pænt tøj på. Da han senere afslører, at han (næsten) er dyrlæge, giver cirkusets ejer, August (førnævnte Waltz), ham et job. Roberts første opgave involverer naturligvis Reese Witherspoons hest, så de to kan mødes og forelske sig. Så er der ellers lagt i kakkelovnen til en god omgang "åh, mon de får hinanden til sidst?"-kage med ekstra glasur.

Det er en helt monumentalt flot opsætning, der er sat på skærmen her. Cirkusteltene, cirkusdyrene, cirkusartisterne, de tætpakkede cirkustogvogne, USAs støvede landevejsshows og de amerikanske 30'eres barske realiteter - hold da kæft, det er stort, og det er flot. Scenografien og cinematografien i denne film fortjener helt og aldeles et 11-tal, for er du gal.

Det var så lyspunktet. Så har vi historien, skuespillerne og manuskriptet tilbage. Historien er et helt og aldeles nede-på-jorden trekantsdrama, der tilfældigvis foregår med en elefant på sidelinjen. Manuskriptet holder et fint tempo, så det er ikke fordi, der går for lang tid med det ene eller det andet - men ligesom med Jacob Jankowski har jeg på fornemmelsen af, at Richard LaGravenese (manuskriptforfatteren) lige blev afbrudt til sin sidste eksamen på filmskolen.

Der mangler nemlig de scener, der burde gøre romancen mellem Twilight-prinsessen og Witherspoon troværdige. Det hjælper heller ikke, at det ikke just lyner mellem dem når de skal kigge hinanden dybt i øjnene, men det er måske svært at lade som om, man er dybt fortabt i hinanden, når plottet ikke giver anledning til det.

Ligeledes mangler der seriøst en skrue i hovedet på cirkusejer August, for Robert får en decideret fribillet. August har for vane at smide folk af sit cirkustog når de bliver for dyre eller svage til at varetage arbejdet, men selv om Robert ikke laver andet end at dumme sig, så får han et dyrt sæt tøj, champagne og bliver inviteret på middag i ejernes luksus-togvogn. Her hjælper det heller ikke, at den ellers så eminente Christoph Waltz ikke kan slippe af med sin helt vildt distraherende østrigske accent.

Og præcis hvad Robert gør for at blive så elsket af resten af cirkusholdet, andet end at han har blå øjne, er mig stadig en gåde. Fra det ene øjeblik til det andet er han pludselig en del af det sammentømrede crew, selv om de burde være misundelige på hans fine tøj, hans lønforhøjelse, og det faktum, at han spiser aftensmad sammen med chefen efter kun at have været ansat i to dage! For at have skudt en hest?! WTF?

Men det er ikke det, vi skal fokusere på. Vi skal fokusere på hvor synd det er for vores to "star-crossed lovers," at de ikke må få hinanden. Well, tough shit, for det er umuligt! Der er ingen kemi mellem de to hovedpersoner, og vi har ingen grund til at tro på, at de er forelskede - andet end at voice-over fortælleren siger, de er! Cirkusboss August har måske et iltert temperament og burde lige holde pimp-hånden i ro, men han formår alligevel at fremstå som den mest troværdige og sympatiske figur i filmen - fordi han er den eneste, der tænker med hovedet. Undtagen når det kommer til hans næsten-dyrlæge. For han må alt.

Water For Elephants er en enormt flot film, der ikke har en skid at byde på under det smukt opsatte cirkustelt og de blændende farver. Det er en clichéfyldt, uoriginal og vammel gammelmands-suppe, serveret på en næsten uimodståeligt smuk tallerken.