Richard (Jesper Christensen) er bager, og han er ikke bleg for at fortælle folk det. Han er tredje-generations bager i Rheinwald Bageri; bageriet er hofleverandør, og han snakker vitterligt ikke om andet end brød.

Så får han kræft i hjernen og bliver enormt besværlig at være i et lokale med. Hans datter, Ditte (Lene Maria Christensen), som er filmens centrale karakter hvorom alting drejer, har ellers en lovende karriere i New York under opsejling.

Men så snart farmand ikke kan passe dronningens brødbiks længere, må hun gennemgå en enormt lang "uh, jeg ved snart ikke" følelsesrejse. Skal hun blive i Danmark og tage sig af bageriet, så farmand ikke bliver skuffet og dronningen fortsat kan få sig et rundstykke, der ikke smager af Føtex? Eller skal hun tage sin enormt uforstående kæreste (Pilou Asbæk) under armen og fise til New York, mens farmand ligger og skiftevis rasper efter vejret og skælder hans nye kone ud?

Jeg kan ikke sige mere om plottet, for det er vitterligt alt, der er. Dette er en af de enormt typiske danske mikrokosmos-film, hvor folk ikke kan finde ud af at kommunikere på en menneskelig facon med hinanden, men i stedet erstatter interaktion med at stirre katatonisk ud i luften og derefter komme med usammenhængende bemærkninger.

Alt imens kameraet ikke kan stå fucking stille. Jeg ved ikke hvilken en af Dogme-brødrene, der fandt på, at samtlige danske film efter 1995 skal skydes med håndholdt kamera. Men vedkommende fortjener en dummeflad, for det eneste, jeg får ud af det, er en smule køresyge. Ironisk nok er det eneste skud i filmen, hvor kameraet står helt bom-stille, et skud fra bagsædet i en kørende bil!

Det hele er en lang tragedie-fortælling, og hvis det er den slags, du tænder på, så finder du nok ikke en mere deprimerende dansk film i 2011. Men det er ikke nødvendigvis en god ting. For jeg ved ikke med jer, men jeg er træt af navlebeskuende, intetsigende film, der bruger al deres tid på at flå i hjertestrengene og få os til at synes, at det på en eller anden måde kan være spændende at bruge halvanden time på at se folk blive kede af det.

Hvis denne film så bare var god til det, eller havde en interessant pointe, så kunne den måske undskyldes. Bleeder var en dybt deprimerende film, men den havde noget på hjerte. Requiem for a Dream var en dybt deprimerende film, men den havde noget på hjerte. Denne film har ikke mere på hjerte end "husk, at du har en familie." Jeg beklager, men det er sgu ikke godt nok.

Ironisk nok er Jesper Christensen, i rollen som den omni-irriterede faderskikkelse, faktisk den eneste skuespiller, der lever sig ind i rollen og rent faktisk spiller skuespil. Hvis der var en grund til at se filmen, så var det for at se ham brillere. Resten af skuespillerholdet holder desværre fast i en særdeles underspillet - ja, jeg fristes til at genbruge ordet katatonisk - stil, der kun får dem til at fremstå endnu mere utroværdige end manuskriptet tillader.

Ja, manuskriptet. Hvad kan man sige om en 99 minutter lang film hvis eneste formål er at gøre dig i dårligt humør? Hvis du kan komme på en floskel om kræftsyge, familieansvar, idiot-kærester eller fraværende søskende, så har En Familie det. Hele manuskriptet er endda så über-centreret omkring vores hovedperson, Ditte, at kun hendes omgangskreds tildeles skavanker - Ditte gør ikke noget galt, tænker ikke noget forkert, har hjertet på det rette sted, og må gang på gang finde sig i at blive trådt på, forbiset, råbt ad eller underkuet af sin familie og deres forventninger. Det gør et i forvejen utroværdigt persongalleri endnu mere karikeret og ensporet.

I en normal verden havde instruktør Christensen bedt manuskriptforfatter Christensen om at trække lidt i pathosbremsen så skuespiller Christensen ikke var den eneste skuespiller i filmen, man rent faktisk gad se på.

Men bevares, hvis du er til tudefilm uden nogen synderligt dyb pointe, andet end at få dig til at blive ked af det, så vil du være eminent underholdt. Eller hvad det så end hedder i den situation.