Der var engang en stak mennesker. De sad omkring et bord. På det bord lå der et ark med et plot. På papiret stod der "En fyr vågner op en dag, og opdager at alle mennesker er forsvundet. Opslugt af mørket."

Problemet var, at ingen af disse ellers så succesrige forretningsmænd havde nogen som helst ide om, hvordan de skulle komme videre med historien. Indtil et af jakkesættene sagde, "skal vi ikke hyre ham der Hayden, ham fra de nye Star Wars-film. Han er skidegod til at se sådan alene og forknyt ud". De andre nikkede. Det bragte dem ikke videre med historien, men nu havde de da én kendt med på rollelisten. John Leguizamo og Thandie Newton blev ligeledes hyret og så var de sådan set i gang med at indspille.

Da Hayden Christensen så plottet og de andre medspillere, måtte han erkende at Star Wars-filmene nok næppe havde gjort det store for hans karriere. Alligevel forsøgte han sit bedste, og det gik sådan set også godt nok. Først var han lige ved at blive opslugt af mørket, men nåede at tænde en lampe. Så var han lige ved at blive opslugt af mørket, men nåede at tænde en lighter. Så var han lige ved at blive opslugt fordi en anden overlever lavede en tanketorsk, men nåede i sidste øjeblik lyset. Så gik strømmen, og Hayden var atter en gang lige ved at blive opslugt af mørket. Tjae, gæt selv hvordan det gik? Strømmen kom igen.

Selv instruktøren Brad Anderson er ved at falde i søvn over Anthony Jaswinskis fortælling, og man mistænker Jaswinskis tanker for at have vandret mod solrige strande undervejs i historien. For regler brydes og historien står i stampe.

Og det er faktisk rigtig synd, for opstarten lægger op til noget rigtigt godt. Skyggerne fra hinsides og stemningen, da man oplever hvordan det hele (eller nærmere lidt af det hele) hænger sammen, er lækker. Jacob Latimore spiller en af de andre overlevende, en ung knægt, der stadig kæmper for at bevare forstanden. Og han gør det godt. Giv for pokker denne knægt noget bedre at deltage i.

Når Vanishing on 7th Street slutter, sidder man tilbage med fornemmelsen af netop at have set første ganske lovende pilotafsnit af en Stephen King tv-serie. Desværre er det hvad der serveres, og det betyder at der er masser af løse ender og et plot der føles som et kvarter kopieret igen og igen indtil tiden løber ud, og så holder den fine opstart ikke.

For seks gange med det samme kvarter er altså for meget selv for de mest optimistiske gyserfilmselskere.