Scarface er en film, man skal have set. Den er selvskrevet til listen over de vigtigste gangsterfilm nogensinde, og det samme gælder enhver liste over de vigtigste film fra 80'erne. Man kan trække en rød tråd fra Grand Theft Auto: Vice City og tv-serien Miami-patruljen direkte tilbage til Scarface, ligesom omtrent halvdelen af alle amerikanske gangster- og narko-rappere har ladet sig inspirere af filmen.

Scarface er ikke bare en film, den er et kulturfænomen.

Historien handler om Tony Montana, en cubansk flygtning der ankommer til Miami med ambitioner så store, at de kun overgås af hans ego og vilje til at nå til tops i den kriminelle underverden. "I want what's coming to me", siger han på et tidligt tidspunkt til sin bedste ven og partner, Manny. "The world, chico, and everything in it". Det er historien om hvordan Tony knokler sig vej til toppen som narkobaron, men også om den enormt høje pris, han må betale for sin succes, rigdom og magt.

Tony Montana er en af Al Pacinos mest ikoniske roller, og selv om han måske er ekstrem og karikeret i mange henseender, så kan man ikke anklage Pacino for at overspille. I stedet gør han figuren troværdig, uanset hvor lidt virkelighedsfornemmelse Montana til tider måtte have - som når han med en pistol for panden stædigt truer sine overfaldsmænd på livet, mens de er ved at maltraktere en af hans kammerater med en motorsav. Det er i skærende kontrast til en af Al Pacinos andre helt store roller, Michael Corleone i de to (host) Godfather-film, og alligevel får han det til at fungere med bravour.

Som sagt er Scarface en 80'er-film, og det er den på godt og ondt. Den er ekstremt voldelig og afspejler på mange måder tidsånden med sin fordrejede udgave af den amerikanske drøm. Men den er også svøbt i datidens æstetik, med alt hvad det indebærer af pastelfarver, klodsede synthesizere og tvivlsomme jakkesæt. Som så meget andet fra den tid, så er der nogle dele af filmen, der virker kiksede og platte set med moderne øjne.

Overordnet holder Scarface dog stadig i min optik. Historien kan man ikke sætte en finger på, ligesom skuespillet langt hen ad vejen er fremragende. Som sagt halter den lidt på nogle punkter, men det er ikke nok til at fratage filmen sin ikoniske status. Scarface er en film, man skal have set.

Ekstramateriale
Målt på tidslængde er her en del ekstramateriale, men jeg synes udbuddet er en smule magert. Det meste er genbrug fra tidligere dvd-udgivelser, og er således ikke i HD. Her er dokumentar med interviews fra både skuespillere, instruktør og producer, samt folk, der ikke har noget direkte med filmen at gøre, men stadig har noget at fortæller om den. Her er også en scene-for-scene sammenligning med den originale Scarface fra 1932.

Her er ikke noget kommentarspor fra instruktør Brian De Palma, hvilket jeg synes er skuffende. Til gengæld er der en picture-in-picture-funktion med videokommentarer fra de samme folk, der er med i dokumentarmaterialet - noget af det er endda direkte genbrug. Til gengæld er der en sjov funktion, hvor en lille tæller i hjørnet holder styr på hvor mange gange, der bliver sagt "fuck" eller variationer deraf undervejs. Og det er mange! Apropos "fuck" er der også en lille kort fem minutters dokumentar, der viser eksempler på hvordan de mange bandeord og voldelige scener blev skiftet ud eller klippet om i tv-versionen af filmen, hvilket er ret morsomt.