Det vil for altid være mig et mysterium hvorfor Steven Seagal har nydt så meget succes som han har. Ikke fordi jeg har noget imod actionstjerner hvis eneste funktion er at være badass. Arnold Schwarzenegger gjorde det, Sylvester Stallone gjorde det, men Seagal har altid (hvis du spørger mig) været helt identitetsløs og givet indtrykket af at være ligeglad og doven. Nu var det så heller ikke fordi hans tid som superstjerne nåede at vare mere end et par år, men det har ikke holdt ham fra at blive ved med at producere direkte-til-dvd, lowbudget film siden da. Så nu, ved et eller andet mærkeligt tilfælde, er en af Seagals nyeste produktioner endt i min postkasse, klar til at forpurre mit gode humør.

Jeg ved ikke engang hvor jeg skal starte. Jeg plejer sædvanligvis at bruge den her paragraf til at give et kort resume af handlingen, så den kritik jeg giver bagefter er i den rette kontekst. Det har jeg svært ved her. Historien foregår i Rumænien, hvor Seagal er leder af en østeuropæisk specialenhed, der tager sig af at bekæmpe den magtfulde kriminelle undergrund. Jeg har helt alvorligt svært ved at forklare hvad der ellers sker, et eller andet med to bandeledere der slår sig sammen, men den ene er ude efter den andens penge. Tro mig, det er lysår fra at være så godt som det måske lyder.

Det er ikke fordi Seagal spiller sig selv, hans karakters navn er Bobby Samuels, men vi ved alle sammen godt at hele hans karriere har gået ud på at fremstille sig selv som én eller anden form for kampsports-messias. Det er sågar ham der har skrevet manuskriptet! Det er et rent kaos af forsøg på at lave plottwists og dialogen er så sindssvagt dårlig at du kan høre hvor dovent det er skrevet. Især når Seagal åbner munden er det tydeligt, hvor stort et egotrip det her er. Af uransagelige årsager har han en vildt smuk, ung kæreste i filmen, selvom han nærmer sig de 60 og er overvægtig. Han prøver så aggressivt at virke cool, men det er som at høre en bedstemor der prøver at gangstarappe, det gør nas.

Som om det ikke kunne blive værre, er vores instruktør på denne filmiske odysse ind i mørkets hjerte intet mindre end en stuntmand. Hans navn er Lauro Chartrand og det her er hans instruktørdebut. Det er næsten ikke til at fatte. Som du nok kan høre er skuespillet til at lukke op og urinere i. Alle, og jeg mener alle, vandrer rundt i filmen som zombier, ingen aner hvad de skal gøre eller føle. Selv Seagal, som man skulle tro ville have en eller anden entusiasme, virker helt død og siger sine replikker med den samme energi som en kassedame spørger om man vil have sin bon.

Jeg har meget mere at sige om den her film, men jeg tror at det bare er spild af tid. Lad mig i stedet for sige noget, jeg aldrig har sagt til nogen anden film jeg tidligere har anmeldt (og jeg har snart gjort det her i to år): Jeg ville kunne lave en bedre film end det her. Jeg ville ikke skrive det hvis jeg ikke helt oprigtigt mener det. Selv de mange exceptionelt dårlige film, jeg har skrevet om, respekterer jeg stadig, fordi det har krævet et seriøst teknisk håndværk og fordi dygtige mennesker har arbejdet på det. Men ikke her.

Det her er en dovent udført, unødvendig, selvoptaget og latterlig film. Det lyder måske som om der kunne være noget utilsigtet morskab at finde, men det er der ikke, det er bare sørgeligt.

Ekstramateriale:
Intet inkluderet.