Det lover aldrig helt godt, når etablerede skuespillere fra Hollywood tager til Thailand for at indspille en actionfilm på engelsk. Det er ikke fordi, at Thailand ikke er en fremragende kulisse, men mere fordi det ofte bliver pinligt tydeligt, hvor milevidt de vestlige og østlige filmkulturer er fra hinanden. De har bare ikke godt af at blive blandet alt for meget sammen, hvilket Elephant White desværre er et kedeligt eksempel på.

Lejemorderen Curtie Church (læg mærke til det ironisk hellige navn) er til fri afbenyttelse for alle, der har den rette sum penge. Han er en iskold morder, lige indtil han bliver hvirvlet ind i ulovlig menneske- og sexhandel, hvor piger gøres afhængige af heroin for derefter at blive udnyttet på groveste vis. Pludselig dukker den unge pige Mae nemlig op hos Church, og herfra kaster instruktør Prachya Pinkaew os ud i en turbulent film, der prøver at blande action med en oplysningskampagne om ulovlighederne og sågar overnaturlige elementer.

Det er lidt M. Night Shyamalan-agtigt, hvor historien er forsøgt skruet så skævt sammen i jagten på konstant at kunne overraske, at den faktisk ender med blive afsløret allerede i løbet af de ti første minutter, og så er der ligesom ikke så meget mere at komme efter. Det er faktisk som om, at Elephant White udmærket er klar over, at den har fejlet fra første øjeblik, hvorefter den ihærdigt prøver at samle alle stumperne med alt godt, der lige kommer forbi i farten.

Resultatet bliver, at den prøver at leve højt på action og korrupte mænd, der har flere snedige planer end alle verdens diktatorer tilsammen, og det bliver altså noget rodet. Ikke mindst fordi løsningen på alle filmens problemer lader til at være akavet og dårligt udført kampsport eller netop de overnaturlige elementer, hvor en hvid elefant repræsenterer alle de kvaler, som Church møder på sin vej. Var det udført med stil, kunne det resultere i en interessant kombination, som det for eksempel er tilfældet i en enkel scene, hvor Church bruger fem minutter på at skyde folk fra afstand som en træfsikker snigskytte, imens det hele udelukkende følges gennem kikkertsigtet på riflen, men den ene scene er desværre en ensom undtagelse i løbet af den kedsommelige oplevelse, som Elephant White i bund og grund er.

Det kan man især takke rollebesætningen for, hvor man det meste af tiden tager sig til hovedet og opgiver alt håb i menneskeheden, når Kevin Bacon med en håbløs britisk accent skal føre sig frem som kæphøj våbenhandler, der har en eller anden mystisk forbindelse til Church, som vi for øvrigt aldrig får uddybet tilfredsstillende. Bedre bliver det ikke med Djimon Hounsou, der for alvor prøver at slå sig fast som kompetent herre til de bærende hovedroller, men som formentlig ikke får tilbudt de helt store projekter efter denne fadæse. Det er ikke så meget fordi, han er en direkte dårlig skuespiller, men han har simpelthen ikke evnerne til at formidle de kvaler, som Church kæmper med.

Det havde nok heller ikke ændret så meget, hvis skuespillerne var blevet skiftet ud med andre, for ærlig talt er Elephant White en rodet affære, der aldrig formår at finde sin rette plads. Der hoppes frem og tilbage mellem skuddueller, kampsport og overnaturlige begivenheder, men de bliver aldrig forbundet på en måde, der faktisk havde givet mening for filmen. I stedet sidder man og følger en historie, der bliver så ligegyldig og forudsigelig, at man kun kan juble over, at det ikke tager med end halvanden time at komme igennem den.