Det er meget, man kan få ud af at kigge på en films cover. Tag bare Drive Angry. En vred Nicolas Cage bag rattet i en lækker bil, imens en mere eller mindre attraktiv blondine - i dette tilfælde Amber Heard - viser ben ved siden af. Tilføj lidt flammer, gnister og en ulmende mørk horisont, der ikke lover lykke til vore dages ende, og så har du en god idé om, at du i hvert fald ikke skal være vidne til et romantisk drama.

Drive Angry er nemlig kærlighedsbarnet mellem 1970'ernes road movies og en skydeglad, vanvittig hillbilly, der er stukket af fra en nedbrændt bar midt i Texas. Der er ikke så meget pis, men der er heller ikke så meget seriøsitet. Lemmer bliver skudt af i tide og utide, kvinder tilbringer det meste af deres tid vandret i færd med lagengymnastik, og mændene går aldrig udenfor døren uden en pistol eller to gemt i lommerne. Det er egentligt dybt latterligt, men samtidig også ganske befriende, at der ikke er alt for meget selvhøjtidelighed gemt i afkrogene.

Ansvaret bliver med den løsslupne stil hurtigt løftet fra skuespillernes skuldre, og det kan mærkes fra første scene. Endelig kan man opleve Nicolas Cage på slap line i en dårlig film (jaja, vi kommer til det dårlige senere), hvor han faktisk passer perfekt ind i omgivelserne. Han gør det overraskende godt som den overnaturlige badass-bedstefar, der vil redde sit barnebarn fra en kugleskør sektleder spillet af selveste Twilight-Bellas far, Billy Burke, alt imens Amber Heard er med i farten som pigen, der vist mest af alt er til for at pirre de mandlige instinkter. Og så må man ikke glemme William Fichtner, der er fuldstændig forrygende som den underlige, men alt for komiske The Accountant.

Men nok opremsninger, for skuespillernes præstationer er sådan set det største og eneste højdepunkt igennem Drive Angry. Der er fart over feltet med lækre øser og nøgne kvinder, men selvom hensigterne sikkert har været ganske fine på tegnebrættet, så er der bare et eller andet, som ikke klikker. Bevæger man sig ud i den her slags film, skal man være opmærksom på den gyldne linje mellem latterlig på den gode måde og latterlig på den forfærdelige måde, og desværre er sidstnævnte det åbenlyse tilfælde her. Hele seancen trækkes i langdrag til det punkt, hvor man om og om igen mumler noget om kvalitet frem for kvantitet. Noget som folkene bag filmen med glæde kan slå op inden deres næste projekt.

Er man ikke i det tankeløse hjørne, er der ikke meget at komme efter med Drive Angry. Det lover ellers godt med skuespillerpræstationer, der faktisk formår at trække en kanin op af hatten i ny og næ, men ligeså hurtigt som ens mavemuskler begynder at trække sig sammen til et voldsomt grin, ligeså hurtigt falder filmen fra hinanden, mest af alt grundet en instruktion, der kunne have gjort sig langt bedre. Det burde man måske have set komme, når instruktøren hedder Patrick Lussier, hvis CV inkluderer det forfærdelige remake af My Bloody Valentine, men overser man den detalje, er Drive Angry ikke meget andet end over-the-top action i lange baner, der kunne have været så meget mere, men som aldrig får indfriet sit fulde potentiale.

Ekstramateriale
Der er et helt minut(!) fraklippede scener til ens store glæde - eller skuffelse, afhængig af hvordan man vender og drejer den vinkel. Er det ikke nok, kan man se filmen igen med kommentarer eller i stedet bruge tiden fornuftigt bag om scenerne med holdet og skuespillerne i en mindre montage, der faktisk giver et godt indblik i, hvad målet med Drive Angry har været. Det er lidt finurligt at høre Lussier og manusforfatter Todd Farmer snakke om, hvad intentionerne har været med filmen, især fordi det giver et godt billede af, hvor filmen er helt på afveje.