Jeg har aldrig været særlig glad for Duncan Jones' debutfilm Moon. En snedig science-fiction-film med en strålende Sam Rockwell, som dog til slut virkede lidt for lang og prætentiøs for min smag. Det virkede som et halvhjertet forsøg på at lave en voksen rumfilm ala Kubrick, hvilket givetvis ikke var det bedste udgangspunkt, når nu en film som 2001 efter min mening er en af historien mest overvurdere og søvndyssende oplevelser. Med andre ord: Moon var en sovepille. Jones nyeste film, Source Code, er dog en anden historie, og her er tempoet højt, tonen munter og så taber historien sjældent fokus - faktisk er det en af de mest underholdende actionfilm jeg har set i lang tid.

Jake Gyllenhaal spiller soldaten Colter Stevens (hvilket fantastisk navn!) der uden at kende noget til det bliver del af et tophemmeligt regeringsfinansieret projekt, hvor han kan overtage enhver person i de sidste otte minutter af personens liv. Da filmen starter er Stevens havnet i kroppen på en nyligt afdød mand, der er ombord på et tog som otte minutter senere eksploderer og dræber alle ombord. Hans opgave bliver altså at finde bombemanden ved gang på gang at genopleve de sidste otte minutter, og hele situationen gøres endnu mere kompleks da Stevens formår at forelske sig i en af togets passagerer. Kan man ændre på noget der allerede er sket?

Source Code lyder måske en smule svær at følge med i, men faktisk er her tale om en underholdende og godt fortalt actionthriller, hvor de mange historieelementer sjældent er svære af følge med i. Det er spændingen der er i fokus, og på den front leverer Jones varen igen og igen. Det lykkedes også instruktøren at væve et par hjertevarmende øjeblikke mellem Gyllenhaal, som er perfekt til rollen, og Michelle Monaghan som spiller kvinden han falder for. Det er rart med det pusterum som disse øjeblikke giver til hvad der på alle andre kanter og leder er en intens oplevelse. Faktisk mener jeg at Source Code uden problemer kvalificerer sig til at være med på listen over årets bedste actionfilm - og det på trods af at slutningen ikke vil falde i alles smag, samt at gerningsmanden viser sig at være en kedelig karakter, som sagtens kunne være udviklet mere.

Både lyd og billed er for øvrigt af en ypperlig kvalitet, og skarpheden og dynamikken i billedet er fantastisk at beskue, samtidigt med at lyden veksler flot mellem de stille og bombastiske øjeblikke uden på noget tidspunkt at glemme kvaliteten.