Hvad pokker skete der? Da den første Transformers-film var undervejs, var vi mange 80'er børn der på det nærmeste var klar til at finde hele vores legetøjssamling frem igen for at fejre, at de transformerende robotter endelig ville blive givet liv igen. Nok var frygten for at det hele ville gå galt i film-form stor, men slog man kritikker-sansen fra og barnesindet til, var der faktisk tale om en en udmærket actionfilm, der gjorde sig godt med colaen og popcornene.

Det samme kunne på ingen måde siges om efterfølgeren, der var en katastrofalt usammenhængende blanding af rystende kameraeffekter og pinagtige forsøg på humor. Det virkede nærmest som om holdet bag serien helt havde glemt hvad der egentligt var så pokkers interessant ved de gigantiske robotter, og det er desværre en kritik der går igen i seriens tredje kaptitel.

I Dark of the Moon udbygges den famlende historie fra tidligere således med USA's første månelanding, og hvad der egentlig skete da mennesket betrådte den kolde overflade. Det viser sig nemlig, at flygtninge fra Cybertron, den oprindelige hjemplanet for Transformers-racen, havde nødlandet et rumskib ved navn "Ark" på månen. Rumskibets last var naturligvis ikke helt almindelig, og uden at ville afsløre for meget bliver denne da også omdrejningspunktet for den forsatte kamp mellem de gode Autobots og den onde Decepticons.

Det er ikke verdens mest komplekse historie, hvilket ikke havde gjort det noget hvis den så i det mindste blot havde været godt fortalt. En eller anden form for panik virker dog til at have meldt sig hos manuskriptforfatteren, og således kastes der i de 2½ timer, filmen varer, så mange ligegyldige underhistorier på det tynde skelet, at enhver form for fokus til sidst er mistet. Jeg behøver vel egentligt blot at nævne, at en af skurkene i filmen er en mandsperson der angiveligt er blevet tvunget til at samarbejde med de onde Decepticons, fordi hans forfædre var robotternes sagførere, før du kan ane hvor skidt det står til.

Lettere forståelig bliver historien heller ikke af, at man har besluttet sig for, at tæt på samtlige personligheder fra de tidligere film her skal udfylde en eller anden rolle. Alligevel bliver der stadig brugt tid på at introducere nye figurer til det voksende persongalleri, og det ender som en rodebutik hvor kun ganske få egentlig har en grund til at være med.

Værst af alt er dog, at de før så seje Transformers synes at kede sig bravt. Optrimus Prime og resten af banden har sjældent før haft så lidt at arbejde med, og historiefortællingen overlades derfor til den hyperaktive Shia LaBeouf, der gør hvad han kan med det rodede plot. John Turtorro får denne gang kamp til stregen af John Malkovich, når det gælder den bedste birolle, men fælles for begge roller er at de er eftertanker, der sagtens kunne være undladt.

Transformers: Dark of the Moon er stadig en bedre film end den toer som ingen af os bør give mere opmærksomhed. Specielt actionscenerne lider denne gang knapt så meget af hurtige-kameraklip-problemet og man kan derfor rent faktisk se hvad der foregår, hvilket er en god beslutning eftersom nogle af filmens største actionbrag er underholdende og afsindigt flotte.

Der er heller ikke en eneste finger at sætte på hverken billed- eller lydkvaliteten, og begge udnytter til fulde alt hvad der kan hives ud af din Blu-ray-afspiller, surround sound-system og fladskærm.

Filmens største problem er dog, at den kunne have været langt bedre hvis man var gået mere fokuseret til værks, og havde været mere tro mod den oprindelige fortælling. Det virker på alle tidspunkter som om der skal alt for mange forskellige underhistorier, plot-twists og personligheder til at fortælle hvad der egentlig er en virkelig simpel historie. Transformerende robotkrigere fra en anden galakse burde have været en selvskreven succes, men ender her i stedet blot som en rodebunke, der kun til tider underholder.