Wrestling-fans har nok allerede set navnet "Bautista" og tænkt, "Hvis vi fjerner U'et, så minder det mig noget så grusomt om ham der Wrestlemania-fisteren." Og I ville have ret. Det er ham. Hvorefter mit opfølgende spørgsmål er, "Hvorfor helvede ser I wrestling?"

Men hey, jeg er her ikke for at dømme. Eller, nå nej, det er jeg. Men hvis Steve Austin kan blive castet i en Stallone-film, og The Rock kan bygge en hel filmkarriere på at have ét ansigtsudtryk (udtrykket er: forvirret), hvorfor skal Batista - med det borgerlige navn Dave Bautista - ikke kunne?

Kort fortalt, så er vi ude i en action-slå-på-tæven-affære, der alene fra udgangspunktet ville give Steven Seagal en lille kriller i underdrengen. Batista spiller Ray, en ex-politimand med blakket ry, som nu er dørmand i en særdeles eftertragtet stripklub.

Hvorfor ved vi, den er eftertragtet? Jo, kender I det fænomen inden for Hollywood, der hedder "up the stakes"? Det er det notat, manuskriptforfattere får fra producerne på en film, når producerne synes, der er "for lidt på spil" i filmens klimaks. Med andre ord, så betyder det, at man skal sætte ambitionerne i vejret for at holde seerens interesse.

Dét notat er aldrig nået ned til Chuck Hustmyre, som er manuskriptforfatteren bag denne film. For filmen handler ikke om Ray, hans blakkede fortid som bestikkelses-glad politimand, eller for den sags skyld hans kamp for at bevise sin uskyld i et magtopgør om ejerskabet til en stripklub. Filmen handler om ... magtopgøret om ejerskabet til en stripklub.

Bottom line: enten er notatet aldrig nået frem, eller også har Chuckie-drengen valgt at ignorere det, eftersom han også stod bag romanen, som filmen er baseret på.

Ja, denne film er baseret på en roman. Det lader jeg lige stå et øjeblik.

Okay, kort proces: Ray bliver hængt op på noget, han ikke har gjort, og nu skal han bevise sin uskyld. Amy Smart beviser, at hendes efternavn må være ment ironisk, da hendes rolle ikke bestiller andet end at finde sig i pis og være i besiddelse af bryster. Danny Trejo, som alle kender som Tarantino-mexicaneren, har en mindre birolle, der er overstået på fem minutter, men alligevel blæses op i så store typer som overhovedet muligt på DVD-æsken.

Alt imens Ray farer frem og tilbage og siger undskyld til alle, der alligevel vil give ham tæsk (det er, ud over en seriøs nikotinafhængighed og en overkrop på størrelse med et kølefryseskab, tilsyneladende hans eneste karaktertræk), sad jeg tilbage og gentog følgende sætning om og om igen i mit hoved: "Alt det her pjank for en skide stripklub?"

Hvis denne film var kommet ud i starten af 90'erne og havde frøken Seagal i hovedrollen, så havde jeg måske ladet den slippe med en advarsel. Men vi skriver 2011, ladies and germs, og i 2011 virker det helt enormt kedeligt at regne tæsk og Magnum-kugler ned over en hovedperson, der ikke ønsker andet i livet end at knalde strippere og spille smart i døren. Specielt ikke når der ikke står andet end hans forholdsvis blakkede navn og en kælder fyldt med ludere på spil.