Det var ikke fedt at være pige i 1600-tallet; selv ikke hvis man havde lidt penge om ørene. Det ved Marie (Mélanie Thierry), for selv om hun ikke skal bekymre sig om sådanne dagligdagskvaler som muggent brød og dysenteri, så har hun stadig nok at se til. Hun har nemlig ikke én, ikke to, men hele fire bejlere, der alle er mere end parate til at slås med både sværd og spydigheder for hendes gunst.

Man fristes til at afskrive den ved første øjekast som en rimelig velkendt trekantsdrama-opskrift serveret i en live-rollespils-indpakning, men Princess of Montpersier scorer point - og taber dem igen i selvsamme øjeblik - ved hovedkulds og med fuldt overlæg at komplicere tingene så meget som muligt.

Prøv at holde tungen lige i munden gennem det her: Marie er forelsket i hertugen de Guise (Gaspard Ulliel), og han er vist nok også forelsket i hende. Han er lidt af en rod og har en back-up plan i form af en kongedatter, så han er ikke lige just en hest at sætte penge på, hvis I forstår sådan en. Marie må dog se længe efter sin James Dean-lookalike på den hvide hest (seriøst, sådan en har han), for hendes far berordrer hende til i stedet at gifte sig med prinsen af Montpersier (Grégorie Leprince-Ringuet, eller, som jeg foretrækker at kalde ham, Wimpy Jake Gyllenhaal).

Prinsen er sådan set ligeglad med Marie ... ind til det går op for ham, at Guise har større bøffer end ham, hvorefter han giver den fuld los på alle jalousikanoner - mens han, vel at mærke, alligevel bruger det meste af sin tid på at ignorere sin nye kone. I stedet efterlader han hende hos grev de Chabannes (Lambert Wilson), som er en gammel veteran-knark, der er blevet rød på sine gamle dage og nægter at slås. Fik jeg nævnt, at der er krig i Frankrig på dette tidspunkt mellem katolikker og huguenotter? Ja, det hedder de virkelig. Okay, fik jeg også nævnt, at greven også har en lille kæp i vadmelsbukserne til overs for Marie?

Godt, så er vi vist med alle samm... Nej, jeg fik ikke nævnt hertug d'Anjou (Raphael Personnaz), som går med eyeliner og skal giftes med en polsk kongedatter. Han er i øvrigt også forelsket i Marie. Men han er der bare for at agere professionel cockblocker, så ham behøver vi ikke spilde så meget tid på. Sådan. Det var vist dem alle sammen. Er vi med så langt?

Så mangler du bare at fylde tiden ud med en masse riden-på-heste og gemme-sig-i-skabe-og-afkroge-af-franske-slotte, så har du The Princess of Montpersier. Det er en rimelig storstilet fransk produktion fra en kendt fransk instruktør, som blev fremvist ved Cannes og sikkert høstede den slags stående ovationer, man mistænker for at være aftalt på forhånd. For at runde det finkulturelle islæt af, er hele molevitten baseret på en gammel fransk novelle fra 1800-tallet. Så, bottom line, det er frem med kultursnob-kortet (med officiel Adrian Lloyd Hughes-autograf!), ellers bliver du afvist i døren.

Som en armen-om-kæresten aftenfilm er den ganske habil, hvis kæresten ellers er typen, der har det der "Ceci n'es pas une pipe"-billede hængende på væggen, og hvis du ellers er godt underholdt hvis bare der er kryds ved kriteriepunkterne "sværdkamp" og "franske patter". Sandsynligheden for, at I kommer til at kede jer, afhænger stærkt af jeres prædisposition for franske romantiske dramaer hvor alle figurer taler i poetiske vendinger og musikken svulmer ærbødigt mens krokodilletårene siler ned ad den franske porcelænshud.

Med andre ord er det en nichefilm, der er svær at kritisere fra eller til. Jeg kedede mig bravt og synes ikke, jeg lærte noget nævneværdigt af filmens historie: For mit vedkommende var slutningen aldeles uforløsende, og pigebarnet i centrum, der ellers har leveret navn til hele misæren, bestiller så vidt jeg kan regne ud ikke andet end skiftevis at blive våd i trusserne og blive ked af, at hendes trusser er blevet våde.

Men jeg er tydeligvis ikke målgruppen, og derfor skal der nok være nogle derude, der synes, dette franske tudetrip er det næstbedste siden den aften, Cinemateket gav gratis Ben & Jerry's-is og Kleenex til en Titanic-fremvisning. Jeg foretrækker bare lidt mere pondus og pathos i stedet for ridder-ævl og klynkende ungmøer hvis jeg skal flås effektivt i hjertestrengene.

Forstå mig ret: Jeg har intet imod romantiske film. Men den her lugtede lidt for meget af de der romaner til en 50'er, man ser i DSB-kiosker, der har glansbilleder på forsiden og titler som "Min ridder, min savn" end noget, mine følelser gad bide sig fast i.