Ryan Gosling spiller hovedrollen som den navneløse chauffør, blot omtalt som "Kid" eller "Driver", der er zenmester bag et rat. Om det gælder stunts til en film, stockcar-løb eller flugt fra politiet efter et røveri, så er han din mand. Han er en enspænder, har ingen familie, og kun én rigtig ven, værkstedsejeren Shannon, der hjælper med at skaffe ham både arbejde og de nødvendige biler.

Ellers holder han sig for sig selv - indtil han begynder at tale med naboen Irene. Snart får han et nært om end fåmælt forhold til både hende og hendes søn, men lykken varer kort. Hendes mand, Standard (spøjst navn) kommer nemlig ud fra fængslet, og selvom han helst vil holde sig på måtten, tvinger en gammel gæld til voldelige gangstere ham ud i kriminalitet igen. Hvis Standard ikke indvilliger, vil gangsterne gå efter hans familie, og det kan Driver ikke leve med. Derfor tilbyder han at hjælpe.

Derfra går alting galt. Selvfølgelig gør det det - det her er jo en Nicolas Winding Refn-film.

Efter den stenede, langsomme og halvstumme Valhalla Rising er Refn tilbage i nutiden, og selvom Drive langt fra er lige så langsom som det tågede vikingeeventyr, holder den stadig et roligt tempo. Traileren giver bestemt et andet indtryk - et indtryk af en hårdtpumpet gangster-thriller, og det er helt i skoven. Drive er et drama i en helt anden boldgade.

Det betyder dog ikke, at det går stille for sig. Fordi filmen tager sig tid, og Gosling bevæger sig gennem den med en nærmest stoisk ro. Han taler kun i korte sætninger, nogle gange kun i enkelte ord, og alligevel er det svært ikke at blive betaget af ham. Som en ærketypisk Clint Eastwood-westernhelt, bare bag rattet i en bil i stedet for i sadlen på en hest.

Irene er nærmest indbegrebet af sårbarhed i skikkelse af Carey Mulligan, mens både Ron Pearlman og Albert Brooks giver den fuld gas som hårdkogte fuld- og deltidsgangstere.

Filmen har som sagt ikke travlt, men er langt fra kedelig, og det rolige tempo gør også, at de temmelig intense biljagter og ubehageligt grafiske voldsscener bliver så meget mere effektive, når det endelig går hedt for sig.

Det understreges af, at Refn ikke lader sig friste af de konstante klip og overdrevent rystende kameraer, der ellers har været på mode i Hollywood gennem de seneste år. Når blodet sprøjter eller dækkene hviner, ser vi alt - måske kun i korte glimt, hvad angår volden, men vi ser den, og der bliver ikke lagt fingre imellem.

Det er alt sammen virkelig flot skudt, og det betyder også, at de scener hvor Driver blot kører gennem Los Angeles veje og gader holder ens øjne klistret til skærmen, selvom der reelt ikke sker andet end at han gasser lidt op, mens lygtepælene glider forbi.

Dertil er den fantastisk instrueret. Der er knap en scene, hvor historien ikke bevæger sig fremad, eller vi ikke ser en ny side af figurerne - selv de to chefgangstere, der er ufølsomme og kyniske svin, når vi at få en flig af sympati med, selvom de kun akkurat får den tid på skærmen, der er nødvendig i forhold til historien.

Du skal ikke forvente dig hårdpumpet action og konstante biljagter, når du sætter dig ned og ser Drive. Men går man ind til den med de rigtige forventninger, er her et spændende og intenst drama, jeg klart vil anbefale.

Ekstramateriale:
Intet.