Hvis jeg siger James L. Brooks, er der nok ikke mange der vil udbryde "Åh, ham!". Det er egentlig lidt besynderligt når man som det næste bemærker at han har været med til at skabe Simpsons og selv i dag, næsten 450 afsnit senere, stadig fungerer som producer og manuskriptsupervisor. Kan I huske det logo der har været med i slutningen af hvert Simpsons afsnit de sidste 23 år? Den med kvinden der tysser på en støjende biografsal hvorefter Gracie Films logoet toner frem? Brooks er stifteren og ejeren af det selskab, så stor er han. I USA anses manden som en comedy-guru og han har da også kastet sig over spillefilmsprojekter, mest prominent med As Good As It Gets (Det Bli'r Ikke Bedre) tilbage i 1997.

Er hans seneste ekskursion som instruktør, Alt Hvad Du Har, den nye prædiken fra en komedisk mester, eller et tegn på han så småt er ved at miste sin gnist (ligesom Simpsons er det lige for tiden... Ja, jeg sagde det)?

Det her er historien om Lisa, en top softball-spiller der mod al forventning smides af det amerikanske landshold efter at have viet hele sit liv til det. Hun er nu nød til at finde et nyt fodfæste i livet, hvilket åbenbart oversættes til at hun skal have en kæreste. Parallelt følger vi George, der også får trukket tæppet væk under sig, da han mister sit arbejde efter at være blevet anklaget for omfattende svindel. Som I nok har gættet forlængst, er han nu også på jagt efter kærligheden.

Alt hvad der er galt med den her film opsummeres fint i coveret. Det er et kedeligt, uinspireret photoshop-arbejde, hvor samtlige skuespillere ser ud som om de deltager i en hudplejereklame. Det har en glossy, hvid overflade, der ganske vist ikke er utiltalende, den deklarerer bare skræmmende tydeligt at det her er det filmiske svar på et tyggegummi der mister sin smag alt for hurtigt.

Alt er så sødt og nuser, hvilket er fint i starten, da vi skal lære karaktererne at kende inden alt går galt. Men selv når vores karakterer kommer ud for enorme skuffelser er de forhindringer, de står oppe imod, så navlepillende små, at vi ikke kan komme tættere ind på livet af dem. Det eneste, der overhovedet er tæt på at være spændende, er Georges retssag, men den bygges aldrig ordentligt op og skubbes til side af måbende ligegyldige ting som "Vil jeg nogensinde finde en kæreste?". Dude, burde du ikke helllere fokusere på ikke at komme i fængsel?!

Rollebesætningen hælder kun yderligere salt i såret. Reese Witherspoon er blank som et nypoleret gulv i rollen som Lisa, der er et yderligere eksempel på hvordan kvinder i moderne romantiske komedier præsenteres som små, følsomme væsener, der ikke kan kapere verden hvis de ikke har kærligheden på deres side. Paul Rudd som George er rent ud sagt kedelig, og jeg er usikker på om det stammer fra ham selv, eller fordi han bare er skrevet sådan. Det sidste søm i kisten er Jack Nicholson som Georges far Charles. Jeg ved ikke om Nicholson er på piller, men du har aldrig set ham tammere her. Selv når han bruges i en dramatisk scene hen mod slutningen, er det som at stirre ind i en væg.

For at være helt ærlig har Alt Hvad Du Har nogle gode øjeblikke, der mangler bare en klart defineret vision, for at det virkelig kan skinne. Kameraføringen får det til at ligne en dårlig sitcom i stedet for en film, og det er med til komplet at punktere det egentlig okay manuskript. Det grundlæggende problem er, at hver scene efterlader én med en "var det det?" følelse, potentialet står klart på skærmen, det er bare blevet ignoreret.

Hvis man trænger til en film, hvor man kan slukke hjernen, er Alt Hvad Du Har et fint bud. Den er komplet ufarlig, og kan måske give en eller anden rar følelse i maven, men for mig er det bare ikke godt nok.

Ekstramateriale
Udover de typiske kommentarspor, deleted scenes og en blooper reel, følger to små dokumentarer med.

Den første, Extra Innings, handler grundlæggende om filmens tilblivelse fra koncept til produkt. Det er sådan set ikke uinteressant at høre Brooks snakke om sine overvejelser, bevares, han er jo en dybt talentfuld mand, det gør bare lidt nas når slutresultatet er så ringe. Når samtalerne skifter over til rigtige kvindelige atleters datingliv, begynder jeg dog at miste interessen.

Som det andet følger et interview mellem komponist Hans Zimmer og Brooks med. Ja, du læste rigtigt, Hans Zimmer, komponisten fra Dark Knight og Inception, har lavet musikken her. Ikke at man bemærker det, det er nok noget af det mest identitetsløse jeg nogensinde har hørt. Du kan roligt springe det her interview over, der er intet interessant at komme efter.