Jeg har aldrig været sikker på hvad en film får ud af at få klæbet "based on a true story"-mærkatet på sig. Det hænger nok sammen med producenternes håb om at det automatisk vil få publikum til at sympatisere med karaktererne i historien.

Et godt eksempel på dette er thrilleren Fargo af Coen-brødrene. Fortællingen om den gravide politibetjent Marge Gundersons jagt på Jerry Lundegaards kones kidnappere intensiveres af, at vi ved det egentlig er sket. Sjovt nok tilstod Coen-brødrene senere at det hele var løgn, handlingen i Fargo var ikke baseret på andet end deres fantasi. Afsløringen bringer en fantastisk pointe med sig, for i sidste ende gør det ingen som helst forskel om historien er baseret på sande hændelser eller ej. Hvis dine karakterer er ligegyldige eller plottet står stille, så har du intet.

Al fortællekunst går ud på at ordne det virkelige livs ufattelige kaos ind i en forståelig struktur, der i sidste ende udløser en følelse hos sit publikum. Alle film nogensinde er på den ene eller anden måde "based on a true story", og den nye actionfilm Killer Elite er et godt eksempel på hvor galt det kan gå, når man hårdnakket holder fast i dette mærkat.

Danny og hans mentor, Hunter, opererer som lejemordere i det herrens år 1980, der, som filmens intro beskriver det, er en tid hvor verden befinder sig i kaos på grund af oliekrisen. Efter at en opgave går galt og Danny næsten dræber et uskyldigt barn, beslutter han sig for at stoppe sit moralsk tvivlsomme erhverv og skjule sig i Australien. Et år senere bliver han tvunget tilbage i sin gamle livsstil for at redde Hunter, der er blevet taget til fange af en rig oliesheik. Han skal nu udføre sit "last, big job", der går ud på at myrde tre toptrænede SAS-soldater.

Lad os med det samme få gjort det klart at Killer Elite ikke er baseret på virkelige hændelser, selvom filmskaberne og udgiverne gør deres ypperste for at overbevise én om det. Historien er inspireret af romanen The Feather Men af Ranulph Fiennes, der udkom i 1991. Den skabte meget furore i sin tid med de påstande den kom med om et hold lejemordere der jagtede SAS-soldater og i sidste ende måtte Fiennes tilstå at det var fiktion.

Der er ingen tvivl om at filmskaberne kendte til dette, så vi bevæger os nu ind i perverst territorie, når de udnytter tre rigtige dødsfald som motor for en middelmådig actionfilm.

Det kræver ikke engang et trænet øje at se det her er løgn og latin. Karaktererne er flade oneliner-pumpende maskiner og dens forsøg på at komme med en pseudo-filosofisk "det er let at dræbe, det er svært at leve"-pointe er ekstremt klodset. Det er endnu ikke blevet kedeligt at se Jason Statham sparke folk ind og ud af vinduer, men dens fastholden i at være en sand historie ender som et skud i foden, fordi det skaber en forventning om en dybde, den ikke har en chance for at indfri.

Lad være med at spørge mig om hvad Robert De Niro og Clive Owen har gang i her. De Niro er drænet for karisma i rollen som Hunter (der kun er med i maks 20 minutter) og Owen er mere fjern end Pluto som skurken Spike. Der er en scene hvor Owens karakter får at vide Danny er undsluppet. Hans reaktion på den nyhed er at smadre det bord han sidder ved. Jeg har ikke set en skuespiller destruere ejendele med så lidt følelse siden Tommy Wiseau (google er din ven).

Den eneste der gør det godt er Jason Statham som Danny, fordi han gør det, han plejer at gøre: skule ondt og slå folk i ansigtet. Han gør ikke mere end det, gud forbyde han faktisk udtrykker en følelse og det er faktisk det her, der er det springende punkt.

Killer Elite er en rent ud sagt følelsesløs film. Du føler intet for karaktererne og dermed intet for historien og folkene bag prøver på kynisk vis at tvinge lidt sympati ud af os med deres "based on a true story"-skilt. Det har jeg personligt svært ved at greje og hvis de dog bare havde tilstået og sagt: "Okay, okay det var bare for sjov." ville min karakter have været højere. Derfor: tag filmen som en actionfilm eller tag den slet ikke.

Ekstra-materiale:
Intet.