Musik-anmeldelse

Bruce Springsteen - Wrecking Ball

Tekst: Carsten Skov

Publiceret 2012-03-21

Det er ikke gået stille for sig, at Bruce Springsteen synger dunder mod finanskrisen og de bagmænd, der har gjort livet surt for den lille mand. Carsten lytter og fortæller.

På sin vis er 'Wrecking Ball' elleve sange efter en klassisk Springsteen-opskrift og alligevel ikke. Lad os dykke lidt ned i årsagerne til, at albummet skiller sig ud.

Man lægger med det samme mærke til indædtheden i indledningsnummeret 'We Take Care Of Our Own'. De, der nøjes med at læse ordene - og dermed går glip af det, der står mellem linjerne - vil misse pointen om en ødelæggende selvtilstrækkelighed. 'Der er ingen hjælp at hente. Kavalleriet er blevet hjemme'. Svært at mærke andet end dyb og inderlig frustration.

På 'Easy Money' er der måske en smule tro på den basale kærlighed, som trodser fraværet af al jordisk gods. På den anden side er der truende skygger fra de 'fat cats', der står bag det økonomiske uføre. Et billede, der bliver endnu tydeligere i 'Shackled And Drawn', hvor hovedpersonen ligefrem føler at være lagt i lænker, mens der skal være helt anderledes festlige tider i de kredse, hvor finansfolkenene holder til.

I 'Jack of All Trades' - som betyder tusindkunstner - synes alt håb at være ude, alle tanker om at kunne forme en bare enkel tilværelse er spoleret. I stedet bliver det en tilværelse, hvor der bliver slået en græsplæne hist, fjernet blade fra en tagrende her - mens det igen er finansfolkene, der vokser sig fede. En frustrerende tanke, der trækker fortælleren ud i en desperat tanke om at skyde knoppen af de fusentaster, der har anbragt ham på den absolutte bagside af den amerikanske drøm.

Straks bliver der imidlertid sat vand over til et fandenivoldsk forsamlingshusbal i 'Death To My Hometown'. Det er ikke krig, bomber, besættelse eller anden dødbringende torden, der har suget livet ud af lokalsamfundet. Det er skumle kræfter, der opererer i ly af mørket og som har ødelagt familier, virksomheder og har gjort krav på vores boliger. I 'This Depression' kan mismodet dårligt gribe mere om sig. 'Babe, I've Been Down, But Never This Down', lyder det ligefrem, men der er alligevel den sidste rest af håb om, at kærligheden og fællesskabet kan hjælpe med til at holde snuden over vande. Det lille lysglimt tænder håbet, der vokser sig stærkere og stærkere i 'Wrecking Ball'. Der, hvor alt håb synes ude, er der ikke meget andet at gøre end at bryde de sørgelige rester ned og starte på en frisk.

En start, der igen retter håbet om en lysere fremtid på rejsen mod det i aktuel sammenhæng så sagnomspundne 'Land Of Hope And Dreams'. En rejse, der samler op, genskaber solidariteten mellem mennesker, så de igen kan høre 'Bells of Freedom Ringin'.

Er 'Wrecking Ball' et album fyldt med politiske proklamationer? Tja, hvis man læser teksterne med det rigtige farve-filter, kan man måske nok tolke det lidt i dén retning. Selv Børsens anmelder skriver, at Bruce næste knytter næven for lidt - for nu at blive et lidt antikveret arbejder-romantisk billede. Jeg tager nu mere teksterne som en omfattende, sine steder knugende men også i glimt ukueligt optimistisk beretning fra det USA, der synes at være sendt på økonomisk og social rutsjebanetur - og hvor det udelukkende kører ned af bakke.

Musikalsk er albummet en farverig cocktail af genrer og stemninger. Fra de helt indlysende stadionrock-singalong-kvaliteter i indledningsnummeret går turen i lange stræk med inspiration fra folkemusikken - ikke mindst den irske af slagsen - som om flere af numrene i sig selv kunne udgøre et 'Seeger Sessions Vol. 2'.

Det er ikke E Street Band, Bruce stiller op med. Bevares, Max Weinberg passer trommerne på et par numre, Patti Scialfa synger på lidt flere - og der lyder de sidste vemodige trut på saxofonen fra Big Man Clarence Clemons på numrene 'Wrecking Ball' og 'Land of Hope And Dreams'. Ellers er der tale om friske pust fra en Bruce, der lyder mere tændt end længe hørt.

Nok er Bruce i to omgange stillet op til støtte for demokratiske præsidentkandidater. Men det er ikke sket med firkantede politiske budskaber - eller deltagelse i det til tider beskidte politiske spil. Heller ikke denne gang er vreden og fortvivlelsen dybere, end at der er tro på en grundlæggende menneskelig drivkraft til at komme videre. Denne anmelder finder i hvert fald, at de 11 sange - 13, hvis man får fat i deluxe-udgaven - måske er lige præcis dén cocktail, der skal til for, at den almindelige amerikaner kan opleve en smule oprigtig forståelse i forhold til følgevirkningerne af finanskrisen.