Live-plader er en svær størrelse. De er sjældent interessante for andre end inkarnerede fans, og kvalitetsmæssigt kan de svinge fra det fuldstændigt ligegyldige til det sublime. Når de er bedst, får velkendte og elskede numre helt nyt liv gennem anderledes instrumentering, nye fortolkninger eller måske endda væsentligt bedre produktion end originalindspilningerne.

Ingen af de ting kan dog rigtigt gøre sig gældende for elektronisk musik, og dermed bliver elektroniske liveplader en endnu sværere størrelse. For skal vi være helt ærlige, så involverer elektroniske koncerter essentielt kun, at nogen trykker "play" og derefter mikser de forskellige numre sammen i flydende overgange. Måske med lidt ekstra effekter hist og her. Sådan groft sagt.

Der er selvfølgelig mere i det end bare det, hvilket for eksempel Daft Punk beviste med deres aldeles fantastiske Alive 2007, der står som noget af det bedste, gruppen har lavet, og tilmed byder på væsentligt bedre udgaver af mange af numrene fra den ellers udskældte studieplade Human After All.

Jeg siger alt det her, fordi Chemical Brothers' kombinerede liveplade/dvd Don't Think virkelig er en svær størrelse. Ved første gennemlytning var jeg decideret skuffet - den føltes mest af alt som endnu en greatest hits-plade med lidt mere fokus på deres seneste to plader, lidt mere rumklang, publikumslyde og kortere udgaver af alle numrene. Jovist, mine fødder vippede med til de dunkende stortrommer og beskidte basgange, men det føltes alligevel lidt fladt. Især taget i betragtning at Chemical Brothers har ry for omtrent at være verdens bedste elektroniske band i livesammenhæng - eventuelt kun overgået af førnævnte Daft Punk.

Her er alle de numre, man forventer: Hey Boy, Hey Girl, Do It Again, Setting Sun, Star Guitar, Out of Control, Galvanize, Block Rocking Beats og så videre. Der er fuld knald på hele vejen, og det er alt sammen nydeligt mikset sammen. På et godt anlæg med rigeligt volume er det svært at sidde stille, men jeg føler stadig lidt, at der mangler noget.

Forklaringen får jeg, da jeg sætter pakkens anden skive i min DVD-afspiller. Her får vi en decideret koncertfilm, taget fra samme optræden på Fuji Rock 2011 festivallen i Japan som cd-skiven, og den visuelle side give musikken et helt nyt aspekt.

For selvom Chemical Brothers på en scene kan koges ned til to nørder der piller ved en mixerpult foran en væg af grej, så er deres lys- og billedshow af en anden verden. Det er syret, psykedelisk, langt ude og aldrig nogensinde kedeligt, med fantastiske visualiseringer og lysprogrammer, der er skræddersyet til musikken. Samtidigt er næsten hele filmen skudt med håndholdt kamera, ofte fra publikumsgraven, og det er med til at give det hele et både intimt og storslået udtryk.

Det ser forrygende ud - faktisk i en sådan grad, at jeg bander og svovler over at filmen kun er med på dvd og ikke blu-ray.

Don't Think (altså livealbummet) er vokset på mig, siden jeg så filmen, men jeg er stadig ikke helt oppe at ringe over den. På iPod og med hørebøffer mangler der stadig et eller andet. Men sætter du filmen Don't Think på hjemmebiografen, har du en oplevelse som ingen fan af elektronisk dansemusik må gå glip af.