Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português / Français / Dutch
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
musik-anmeldelse

Sohn - Tremors

Engelske Sohn albumdebuterer usædvanligt stærkt med stemningsfuld og melankolsk soultronica.

Soultronica er en af de nye eksperimenterende kombinationsgenrer, der hovedsageligt gennem James Blake er kommet på folkets radar i løbet af de seneste par år. Som ordet afslører, består denne genre i de fleste tilfælde af en krydsning mellem soulens sjælelige vokal, bløde instrumentering og melankolske lydlandskab og electronicaens opfindsomme rytmer og skæve loops. Resultatet er en genre, der i høj grad forsøger at forene den elektroniske musiks mekaniske lyd med noget mere menneskeligt. Ligesom at James Blake formåede at skubbe grænserne for forståelsen af denne kombinationsgenre, gør Sohn det nu igen i dag med hans mesterværk af et debutalbum kaldet Tremors, der som titlen antyder vil ryste jorden under dig.

"Jeg er en gammeldags sangskriver, der tilfældigvis elsker elektroniske instrumenter" har Sohn så ydmygt meddelt, og den old school kreative tilgang til musikken kan hurtigt høres på albummets første nummer Tempest. Nok starter nummeret med en melankolsk, sekvenseret og manipuleret udgave af hans egen stemme der agerer kor, men hurtigt pibler de bløde strygere frem i lydbilledet, og Sohn afslører så sin utroligt fængende og glasagtige vokal. Og så kommer rytmikken med et brag, og med et væld af små taktslag bliver nummeret hurtigt lige så dansegulvsorienteret, som det passer til en lang ensom aftenløbetur. Sohn har altså ramt en balance, hvor musikken tjener flere forskellige formål og stemninger på samme tid, og det er her genistregen bliver åbenlys. Dette bliver lige så tydeligt på albummets andet nummer The Wheel, der også var Sohns første single. Her bruges også sekvenseret vokal, men i en mere rytmisk forstand, hvor fragmenteret flerstemmigt kor er sangens rytmiske fundament. Sohn bruger altså sin stemme som instrument ligeså vel som i traditionel lyrisk forstand, og denne kunst, som James Blake så spektakulært mestrede, er med til at adskille Sohn fra andre soultronica-artister. Albummets absolutte højdepunkt er dog pladens tredje single Lessons, der langsomt og pulserende opbygger til et mindeværdigt klimaks.

Pladens i alt elleve skæringer udgør tilsammen et helstøbt soultronica-værk, der smukt balancerer på en knivsæg mellem soulens bløde sensibiliteter og electronicaens rytmiske taktslag. Med tænksom lyrik og en hjerteskærende personlig vokal, agerer Sohns stemme bindingsværk for hele pladen, der gnidningsfrit forener de forskellige numre, på trods af at der er nogle der hælder lidt for meget til den ene af de to genrer. Tremors er bogstavelig talt et jordskælv under lytteren, der formår at skabe et dragende lydlandskab med knusende præcision. Det kan til tider være intenst, med mange lyde og indtryk der forsøger at gøre sig bemærkede samtidig, men i virkeligheden er helheden ganske simpel, melodiøs og strømlinet. Det er nemlig soultronica, men det er samtidig også popmusik, om end den bedste af slagsen.

S O H N - Tremors
Dette er en annonce:
10 Gamereactor Danmark
10 / 10
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer
Dette er en annonce: