Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português / Français / Nederlands
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
musik-anmeldelse

Michael Jackson - Xscape

Michael Jacksons pladeselskab har gravet i arkiverne og fundet otte hidtil uhørte sange frem. Er det godt eller skidt?


Det er altid svært med de der posthume udgivelser. Med meget, meget få undtagelser (Johnny Cash og J Dilla er de eneste nævneværdige eksempler, jeg lige kan komme på) minder de mest af alt om musikalsk gravrøveri, hvor enhver halvfærdig skitse og forkastet ide skal malkes i grådighedens navn. Bare se på 2Pac, der nu har flere posthume plader til sit navn, end han nåede at lave mens han var i live - og de er stort set alle elendige.

Set i det lys er det lidt en overraskelse, at Xscape lyder som noget, Michael Jackson snildt kunne have lavet i sin storhedstid. Og overraskelsen bliver ikke mindre, når man ser på listen over producere, der har taget Jacksons vokaler og skitser og bygget fulde sange ud af dem. For selv om Timbaland, J-Roc og Darkchild for længst har slået sig fast som dygtige hitsmede, så tænker jeg ikke ligefrem Bad, Dangerous eller klassisk Quincy Jones, når jeg hører deres navne.

Og alligevel lyder Xscape som om de medvirkende alle har holdt deres egoer under kontrol ud af respekt for Jackson og hans signaturlyd, og i stedet lavet noget, der lyder som klassisk Jackson med et moderne islæt. Missionen er fuldført, og Xscape er både skarpt skåret (her er otte numre og en spilletid på lidt over en halv time) og fængende, med kontrastfulde kompositioner, der blander nyt og gammelt.

Tag bare et nummer som A Place With No Name, der musikalsk trækker tråde til en klassiker som Leave Me Alone, men samtidig lyder frisk. Slave to the Rhythm byder på et beat, der både dufter af sambaoptog og klassisk elektro for fuld Afrika Bambaata-skrue. Do You Know Where Your Children Are lægger hårdt ud med acid/303-agtig bas og store symfonianslag.

I centrum af det hele står selvfølgelig Jacksons vokal, der giver det hele et enormt løft. Man fornemmer ikke skyggen af de både kunstneriske og personlige nedture, der ellers prægede store dele af hans senere liv. Hans fornemmelse for melodi, korstykker, omkvæd og de helt rette steder at komme med sine patenterede yiihiii!-udbrud, står lysende klart, og man bliver mange gange mindet om, hvorfor han i sin tid fik prædikatet King of Pop - og hvor velfortjent det var.

Træerne vokser ikke helt ind i himlen, og et nummer som Blue Gangster bliver hurtigt ensformig med sit temmelig repetive og ikke videre opfindsomme omkvæd. Jeg kan heller ikke helt beslutte mig for om titelnummerets trap-agtige intro og basgang er genial eller håbløst usmagelig.

Deluxe-udgaven af pladen indeholder i øvrigt en bonus-cd med de originaldemoer, der har dannet grundlang for pladens otte numre. Nogle af virkelig skrabede - åbningsnummeret Love Never Felt so Good består stort set kun af vokal og klaver, mens andre er mere udbyggede, men stadig tydeligt ufærdige. Helstøbt er det ikke, og føles mest som fraklip i stil med filmudgivelsers ekstramateriale, men det er da interessant at høre en enkelt gang eller to.

Ved siden af hovedværker som Thriller og Dangerous kan Xscape selvfølgelig ikke følge med, men pladen er alligevel tilpas helstøbt, og sangskrivningen af høj nok kvalitet, at den alligevel har sin berretigelse. Her er ikke bare tale om gravrøveri og kynisk udnyttelse af ubrugt materiale. I stedet er det en plade, der viser, at Michael Jackson trods sit delvist fallerede image stadig havde solidt greb om sine kunstneriske evner, med sange der fortjener at se dagens lys, frem for ligge hengemt i et støvet arkivskab.

Michael Jackson - Xscape
Dette er en annonce:
07 Gamereactor Danmark
7 / 10
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer
Dette er en annonce: