Rick Ross er et spøjst bekendtskab. Han er signet på Def Jam, et af verdens største pladeselskaber, og har haft fejde, eller beef, som det hedder i de kredse, med 50 Cent. Hans numre kredser om rappens gode, gamle dyder som drugs, hoes og guns, og han har nogle af branchens tunge drenge og piger som legekammerater.

På den anden side er han også tidligere fængselsbetjent, som jo må siges at være modsætningen til det gangsterimage, han nu forsøger at opbygge.

Han er ikke så kendt herhjemme endnu, men er ved at have opbygget et ganske pænt navn i USA, hvilket pladens gæstestjerner også vidner om. De tæller nemlig Jay-Z, Kanye West, Cee-Lo fra Gnarls Barkely, Ne-Yo og mange andre. Faktisk er alle numrene på nær et enkelt på Teflon Don, som Ross' fjerde album hedder, blevet til i samarbejde med andre kunstnere.

Teflon Don er, ligesom Rick Ross selv også et spøjst bekendtskab. Som nævnt bruger han utrolig meget tid på at snakke om sine penge, sine damer osv., og leverer på den måde et gangsterrap-album efter den klassiske skabelon. Pladen er produceret af Ross selv, under hans producernavn Ricky Rozay, eller "The Boss", som han vidunderligt uhøjtideligt kalder sig. Og det har han gjort godt, bossen. Pladen er meget velproduceret, der en fin rød tråd mellem numrene, og det virker i det hele taget til, at det er bag knapperne, Ross er bedst. For nogen stor rapper er han altså ikke.

Linjer som "If she died on my dick/She would live through my rhymes" indbringer ikke priser for originalitet ret mange steder, men han har dog udviklet sig fra sine tidligere udgivelser. Til gengæld vinder han på alle de stjerner, der har givet en hjælpende hånd med på pladen. Free Mason med Jay-Z, og Tears of Joy, hvor Cee-Los karakteristiske stemme leverer et suverænt omkvæd, er begge glimrende hip hop-numre. Sammen med Kanye Wests vers på Live fast, Die young, giver de i hvert fald tre gode grunde til at lytte til Teflon Don.

Men det, der er pladens største plus, er desværre også Rick Ross' største problem. Fordi gennem brugen af alle disse gæstestjerner, får man lidt indtrykket af, at Ross ikke kan bære en hel sang selv. Og når den eneste sang, som han er alene om, samtidig er pladens svageste, giver det ikke meget modargument. Sangen hedder i øvrigt I'm not a Star. Og det er ikke Ross, der er stjernen på Teflon Don. Det er hans produktion. Og alle de andre på pladen.