Joe Cocker er nok kendt af de fleste som manden med den grusede, hæse stemme bag hits som Unchain My Heart, You Can Leave Your Hat On, og Up Where We Belong fra filmen An Officer and a Gentleman.

Joe Cocker er i dag 66 år gammel, og gør comeback med sit første album siden 2005, Hard Knocks. Titlen på pladen er ifølge Cocker selv et udtryk for, at han har "tilbragt mere tid på gaden end på at blive uddannet".

66-årige Cocker starter udmærket ud, med Hard Knocks og Get On. De to numre rummer en pæn mængde vitalitet, som om han forsøger at bevise at han endnu ikke er blevet for gammel til branchen.

Det begynder bare at gå støt og roligt ned af bakke for den sag på resten af pladen. Balladen Unforgiven følger sådan set godt op på de to første numre, men så begynder svaghedstegnene også at vise sig. Numrene taber gnisten, bliver kedelige og ensformige. Første nedtur er på Thankful, hvor Joe Cockers glæde over at være i live kammer helt over og nærmer sig kvalmeniveau.

Helt galt går det på pladens sidste nummer, I Hope, som ender i et inferno af gospelkor og påtaget livsglæde. Ikke at der er noget galt med livsglæde. Men nogle gange kan man være for påtaget glad. Det er også det der er problemet for pladen. Man sidder med en skidt smag i munden, fordi de fleste af sangene virker påtagede og uærlige.

Der er ingen tvivl om, at Joe Cocker engang var en af musikkens store stemmer, og den stemme viser han også i perioder på Hard Knocks. De perioder er bare temmelig korte, og drukner i kedsomhed og bombastiske produktioner. Cocker burde nok have stoppet mens legen var god. For det er den faktisk ikke længere for hans vedkommende.