Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español
Log ind medlem
amigo






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
FacebookFacebook
MUSIK-ANMELDELSE

30 SECONDS TO MARS - THIS IS WAR (DELUXE EDITION)

Bo tager et lyt på Deluxe Edition af 30 Seconds to Mars. Læs med her...

  • Tekst: Bo Nørgaard

I 2005 buldrede amerikanske 30 Seconds to Mars ind på de europæiske scener og hitlister, som en del af den daværende invasion af amerikanske rockbands, med pladen A Beautiful Lie. Bandet har med deres storladne lyd og forsanger Jared Letos dramatiske stemme fået et solidt fodfæste over det meste af verden, og udgav i starten af 2010 deres tredje album, This is War. Det album bliver nu, traditionen tro, genudgivet i en deluxe-udgave med tre ekstra numre og en bonus-DVD.

Ekstrastore fans af 30 Seconds to Mars husker måske bandets første, selvbetitlede album. Det var en lille perle, der blandede rock med elementer fra industrial og elektronisk musik.

Med 2005's A Beautiful Lie skiftede bandet til en mere radiovenlig lyd, hvor poppen, de store følelser og storladne omkvæd fik mere plads. This is War er lidt en underlig bastard af de to retninger.

For hvor eksempelvis Night of the Hunter er netop en blanding af elektroniske elementer og et bombastisk omkvæd, kunne Kings and Queens og titelnummeret godt være taget fra A Beautiful Lie. Derfor bliver fans af hverken den ene eller den anden 30 Seconds to Mars-stil skuffede. De bliver dog heller ikke helt tilfredse, for This is War er en noget ujævn affære.

Jared Leto viser i øjeblikke på Hurricane og Closer to the Edge, at han er en ganske habil sangskriver, men han har også hang til påtagede weltschmertz-klicheer som på 100 Suns, hvor han synger "I believe in nothing, but the beating of our hearts". Heldigvis er der trods alt flere højdepunkter end bundskrabere på This is War. Det giver lidt længere tålmodighed med hensyn til bandets til tider overdramatiske arrangeringer og overdrevne brug af kor.

Den ene del af bonusmaterialet består af tre ekstranumre, som ikke var med på den oprindelige udgave af This is War. De består dels af et par covernumre, som bandet har indspillet live hos BBC og dels en 2.0-udgave af Hurricane, hvor Kanye West hjælper til. Det ene cover, af Lady Gaga's Telephone, er sådan set fint nok, men det andet, af Kanye Wests Stronger, er decideret dårligt. Jared Leto synger den egentlig ret fjollede tekst så overdreven følsomt, at det virker latterligt. Hurricane 2.0 lægger sig meget tæt op af originalen, som findes lidt før på pladen, og kommer på den måde til at virke lidt ligegyldig.

Den anden halvdel af denne Deluxe Edition, er en DVD, der indeholder et par videoer, lidt interview og nogle reklamer. Der bydes på bagom videoen til Kings and Queens, et kort interview og lidt om plade, der dog virker hamrende ligegyldigt, medmindre man bare slet ikke kan få nok af Jared og drengene.

Som helhed er deluxe-udgaven af This is War ikke en klar forbedring fra den oprindelige version. De originale numre er der jo ikke ændret på, og det ekstra materiale, der følger med er ikke ligefrem noget, man laver kolbøtter af glæde over. Der er fem-seks rigtig gode numre på pladen, og resten er okay. Det, der for alvor holder This is War ved jorden, karaktermæssigt, er den overdrevne brug af kor, og den til tider ligeså overdrevne weltschmertz. Men hvis man kan se forbi det, er der altså også nogle forbandet gode sange på pladen

30 Seconds to Mars - This is War (Deluxe edition)
06 Gamereactor Danmark
6 / 10
    BETA +