Den walisiske sangerinde Duffy blev i løbet af 2008 meget populær, især på grund af superhitsene Mercy og Warwick Avenue fra albummet Rockferry.

Hun blev på det tidspunkt sammenlignet med blandt andre Amy Winehouse, primært pga. sin Motown-inspirerede soul-pop, som også har skaffet hende sammenligninger med bl.a. 60'er-ikonet Dusty Springfield.

Hendes andet album, Endlessly, er ude i butikkerne og byder på mere af den velkendte Duffy-lyd, dog med en lidt større overvægt af ballader denne gang, og knapt så meget kant.

Det er på balladerne, Duffy er bedst, og især numre som Too Hurt to Dance og Endlessly er nogle rigtig fine af slagsen. Duffys fine, skrøbelige stemme er, i hvert fald på de to numre, suveræn til at vise skrøbelighed og smerte. Men på den anden side er der også up-tempo numrene, som fx Lovestruck og førstesinglen Well, Well, Well, hvor hun viser, at hun også behersker den anden ende af temposkalaen.

Alle fraseringer bliver leveret med stor sikkerhed, og Duffys stemme er i hvert fald unik i forhold til så mange andre af nutidens sangerinder. Hun er bare lidt for glad for at bruge vibration, når hun synger. Det fungerer fint, når det sker på enkelte numre, eller i enkelte passager, men når det er hele tiden, bliver det for meget. Derudover er produktionen helt blottet for den kant, som Rockferry havde. Derfor er der ikke rigtig et nummer på pladen, som for alvor stikker ud og får mig til at høre efter.

Desværre bliver Endlessly bare aldrig rigtig vedkommende. Den tandløse produktion, kombineret med den overdrevne brug af vibration i Duffys stemme gør pladen til en middelmådig oplevelse, der er lidt for let at glemme. Der skal nok gemme sig et par hits på den, men som helhedsoplevelse er Endlessly slet ikke spændende nok. Det er ikke en dårlig plade, som sådan. Den er bare utrolig kedelig.