I 2002 udgav bandet Aya deres debutplade, Galaxy. Pladen fik fine anmeldelser, og bød på radiovenlig rockmusik med et strejf af grunge.

Det er efterhånden 9 år siden, men allerede i 2007 bestemte bandet sig for, at der skulle ske noget nyt. De burede sig inde "i det mørkeste Vestjylland", skiftede navn til Stupid White Men, og udgiver nu deres andet debutalbum med den nemme titel It's a Fine Day to Kill Someone Nice.

Ambitionen var, ifølge bandet selv, at skabe et nyt udtryk og samtidig at genfinde deres fælles musikalske fremtid. Hvorvidt det sidste er tilfældet, må tiden vise. Det første er lykkes til dels, i hvert fald er Stupid White Mens udtryk noget mere dystert end Ayas.

Det er tydeligt, første gang forsanger Allan Nordquist åbner munden på nummeret Walk and Slaughter, hvor han næsten lyder som Maynard James Keenan fra Tool, eller Gavin Rossdale fra Bush. De næste to numre, It Runs in Your Veins og Tank Man, er også habile numre i den dystre og tunge ende af skalaen. Desværre er den musikalske forvandling ikke trådt helt igennem. For selvom teksterne er blevet markant mere dystre, og bandet også helt tydeligt forsøger på at finde den mere rå og kantede lyd frem, lykkes det bare ikke helt, og det er ærgerligt. For der er masser af potentiale i bandet. Det bliver bare aldrig rigtig forløst.

Måske er det mangelen på variation, for pladen starter rigtig stærkt ud. Men den store skurk er produktionen, som ikke rigtigt rammer plet. Den er simpelthen for pæn, og lader sjældent rigtigt bandet give ordentligt slip på deres hæmninger. Det er synd, for når de gør, gør de det rigtig godt. Især i starten af pladen viser bandet tænder, og de numre jeg nævnte tidligere kunne nemt have hitpotentiale, især Tank Man. Det ville bare klæde drengene med en lille smule mere kant i lyden, når nu sangskrivningen er ved at være der.

It's a Fine Day to Kill Someone Nice er en fin, velpoleret plade, der byder på radio- og lyttervenlig rock. Pladens største problem er, at det virker som om bandet holder igen, og derfor ikke rigtigt får forløst det store potentiale. Derfor ender pladen som en af dem, man hører et par gange, stiller over i reolen og derefter glemmer alt om igen.