Per Vers - EGO
Ord-ekvilibristen Per Vers er parat med sin anden plade i eget navn.
Per Vers er et af de mere atypiske navne på den danske musikscene. Han har i mange år været kendt som en af de stærkeste freestyle-rappere herhjemme, og praler af at have spillet 1500 koncerter og udgivet 14 fuldlængde udgivelser over det sidste årti. Det imponerende tal bliver til 15 nu, hvor Per Vers anden soloplade, EGO, er på gaden.
Per Vers' helt store styrke har altid været hans evne til at skrive tekster på et niveau, hvor de fleste kan følge ham, og det for det meste med en solid portion humor. Derudover har han igennem sin lange karriere som freestyler udviklet en fantastisk evne til at strikke rim sammen, uden at det kommer til at lyde tvunget. Den stil fortsætter han på den nye plade, hvor åbneren Smuk Kamp hylder livet som helhed, uden at det bliver kliché.
Senere på pladen tager Per Vers fat i mandens evige kamp mod sin egen krop på førstesinglen Ironman, der allerede har terroriseret radioen i et par uger. Derudover er den spøjse kærlighedssang Englefjæs og den syngende (eller rappende?) lussing til reality-tv, Jeg Tjener Kassen. I det hele taget er EGO et klasseeksempel på, hvor godt hip hop kan være, når det ikke bliver fedtet ind i auto-tune og bling. Det er et vellykket og veloplagt indblik i livet hos "det lykkeligste tudefjæs", som han siger på Hav Det Godt.
Teksterne bliver bakket op af en glimrende produktion, der sidder lige i skabet. Per Vers har en tilgang til det danske sprog og en evne til at skabe billeder i hovedet på sine lyttere som få andre. De små skår, jeg kan finde i min ellers store glæde for EGO er Bli'r Ved, der går lidt i klichémode, og "snakkeren" Just Do It, som jeg ikke rigtig kan se meningen med. Men det er meget små skår, som på ingen måde skal hindre dig i straks at sprinte ned til din pladepusher og få ham til at stikke dig et eksemplar. Det er plader som EGO, der viser at der stadig er håb for dansk musik, til trods for at diverse realitystjerner og bandanatosser forsøger at ødelægge det. Tak for det, Per Vers.
Skrevet af: dudis12011-05-04 18:27Glimrende album!
| Vores karakter: | 8/10 |
- Pladeselskab:Playground Music
- Genre:Rap

Bag udviklingen af Rise of the Triad

De 20 bedste af de tunge mobilspil - 1.del

Witcherland - Historien om den Hvide Ulv

Interview: Xcom til iPad










































