Musik-anmeldelse

Kings of Dark Disco - Dying at the Disco

Tekst: Bo Nørgaard

Publiceret 2011-05-17

Gruppen hedder Kings of Dark Disco, pladen hedder Dying at the Disco, og åbningsnummeret hedder Dark Disco - der burde altså være noget for dansefødderne her.

Kings of Dark Disco er navnet på et forholdsvis nyt dansk popband med inspirationer fra blandt andre Daft Punk, Kraftwerk, David Bowie og Michael Jackson. De spiller festlig electropop, og du kender dem sikkert allerede fra singlen Lady Libertine, der er blevet spillet et pænt antal gange på P3. De spiller letbenet popmusik med elektroniske elementer, som er let at danse til. Den 14/3 udgav de deres debut, Dying at the Disco, som er endt en anelse ujævnt.

For Kings of Dark Disco har rigtig mange gode ideer. For eksempel leverer forsanger Jon Auring Grimm et ganske glimrende stykke arbejde, og især pladens tre første numre er utrolig iørefaldende. Det hele er plastret til i referencer til bandets mange inspirationskilder, og det betyder at det aldrig bliver voldsomt originalt. Eller særligt spændende for den sags skyld. For selvom numre som Dark Disco, Corps de Ballet og Faster Kill Kill Kill gør deres bedste for at sætte gang i festen, kommer den aldrig rigtig i gang. Dying at the Disco er simpelthen for jævn og ensformig til at jeg rigtigt tror på det.

Og det er synd, for hvis man har været så heldig at opleve Kings of Dark Disco live, ved man også at bandet spiller med en enorm glæde og energi. Derfor er det også utrolig ærgerligt, at Dying at the Disco ikke er blevet bedre. For al den glæde og energi kommer slet ikke til udtryk på pladen, og bandets store potentiale bliver ikke rigtig indfriet, fordi de bliver ved med at spænde ben for sig selv. Pladen starter sådan set stærkt ud. Åbneren, Dark Disco, er et røvfedt popnummer, og bliver godt fulgt op af både Lady Libertine og Corps de Ballet. Derefter går det bare støt og roligt ned af bakke, og da det sidste nummer begynder, hører jeg knapt nok efter længere.

Det hænger sammen med, at mange af numrene lyder ret meget som nummeret før, og bandet kommer aldrig rigtig ud og stå på egne ben. Det skal lige siges, her til sidst, at Dying at the Disco ikke er nogen forfærdelig plade. Den har bestemt sine lyspunkter. Vokalarbejdet er for eksempel ganske glimrende, og ind imellem er sangskrivning også udmærket. I længden bliver det bare alt for ensformigt og derfor også ret kedeligt. Man sidder altså med en lidt flad fornemmelse efter at have hørt Dying at the Disco. Desværre.