Jessie J - Who You Are
Jessie J har allerede gjort lynkarriere som sangskriver for andre, og er nu klar til at udgive sange i eget navn. Bo lytter og bedømmer.
De seneste år er det blevet mere og mere almindeligt, at de mennesker der skriver sange for stjernerne selv er sprunget ud som sangere. Det var en trend, som Pharrell Williams og Timbaland i høj grad var med til at starte, og den er blevet fulgt op af blandt andre Bruno Mars på det seneste. Seneste skud på stammen er 25-årige Jessie J, som allerede har hittet solidt med sangen Do it Like a Dude. Og hun er da heller ikke helt ukendt, den kære Jessie. Hun har skrevet Miley Cyrus' Party in the USA, hun har været på turné med Chris Brown, og så har selveste Justin Timberlake kaldt hende tidens bedste sangerinde. Derudover er hun blevet signet af Jason Flom, som også står bag Katy Perry. Så der er lagt i ovnen til en ret solid succes.
Hun synger også rigtig pænt. Hun lægger sig tæt op ad sine amerikanske kolleger, men hendes stemme virker ikke til at være plastret til i de samme effekter, som det desværre er blevet standard for mange andre sangerinder at bruge. Produktionen er der heller ikke en finger at sætte på. Især Rainbow Who's Laughing Now? og førstesinglen Do it like a Dude er hits, der bare ligger og venter. Faktisk kunne Jessie J godt gå hen og blive en af de helt store over det næste stykke tid. Hendes musikalske stil ligger et sted mellem Katy Perry, Rihanna og Lily Allen, men uden rigtigt at ligne nogen af dem. Men det hele er ikke rosenrødt.
For selvom Jessie synger godt, så løber hun nogle gang i den klassiske pop/r'n'b-sangerindefælde. Alting skal fraseres langt ind i helvede, og det er også fint nok i nogle sammenhænge. Men i den ellers fine ballade Big White Room, hvor vi får lov at høre hendes fine stemme live, kammer det helt over og ødelægger sangen fuldstændigt. Tonerne farer op og ned, så man bliver helt søsyg, og det bliver temmelig belastende at høre på.
Desuden er teksterne ikke noget at skrive hjem om. Nogle gange, som i Abracadabra, bliver det næsten pinligt, men heldigvis hører man det sjældent, når Jessie først folder sig ud. Who You Are er en ganske fin debut, på trods af sine skønhedsfejl. Selvom den næppe bliver årets plade nogen steder, viser den alligevel en sangerinde, der er værd at holde øje med. Jessie J virker som et charmerende bekendtskab, hendes musik er lettilgængelig, men alligevel med så meget personlighed at man hører efter. Who You Are skal nok kaste nogle solide hits af sig, og når der lige kommer styr på de sidste småting, er der ikke meget der kan stå i vejen for Jessie J.
| Vores karakter: | 7/10 |
- Pladeselskab:Universal Music
- Genre:Pop

Bag udviklingen af Rise of the Triad

De 20 bedste af de tunge mobilspil - 1.del

Witcherland - Historien om den Hvide Ulv

Interview: Xcom til iPad










































