Hvis du var ung i halvfemserne husker du sikkert Moby for hans Go! og hidsige rytmer, der ligesom Charlie Lownoise & Mental Theo var tilsat smølfeglade sangerinder og hidsige samples af råbende vokaler. Måske blev du endda skuffet, da den elektroniske singer-songwriter og DJ i sluthalvfemserne skruede ned for beatet og op for lyden fra de langsomme sørgmodige vinylskiver, der dannede rygraden i hans Play-album.

Efter et par mindre succesfulde albums leverer han nu en skive, der tager en del af det gode fra Go!-tiden og blander det med det melankolske chill-out som vi fandt på Play. Der er dog for det meste langt hen til de rock-inspirerede breakbeat-fyldte brit-tech-numre som Bodyrock. Dette er et gensyn med de beskidte samples med masser af gentagelser, melodiske strygere, ekko og vinylstøj.

Lie Down in Darkness introducerer endnu et sample fra en kvindelig sangerinde, der atter engang er hentet fra en Motown-skive eller om ikke andet behandlet så den lyder på den måde. Rockets kaster lidt baglænskørende samples i puljen. Den første rigtigt positive overraskelse kommer i form af sangen The Day, hvor Moby synger godt og blander en mere upbeat melodi med hans sædvanlige melankoliske topform og lidt vocoder-kor som kulisse.

Victoria Lucas føles netop som et genlyt på The Sky is Broken, og selvom starten af pladen tyder på endnu en melodisk sample-tur er der flere (mindre drastiske) skift undervejs. After bringer tempo, afrikanske stammefornemmelser og en hidsigere tone, der lyder som Leftfield, hvis de boede lidt tættere på Tyskland. Blue Moon ryger tilbage i tiden og bliver næsten som et genhør med engelske New Order.

I hele taget er den engelske fornemmelse svær at komme udenom. Det er imponerende hvor meget amerikanske Moby kan lede tankerne hen på Big Beat-tiden, hvor nogle af de største britiske elektroniske troldmænd som Leftfield, Fatboy Slim, Chemical Brothers og Portishead hittede.

Efter den noget blandede Last Night forsøger Moby at levere en mere enslydende skive. Og det er let nok, for Moby er ikke så meget andet end strygere, loopende lounge-stemning, kvindesamples og vinylstøj, når han ikke kaster sig ud i diverse ekseperimenter. Det er dog også nok til at slænge sig i sofaen, mens man lader tankerne flyve.

Albummet er ifølge Mobys eget udsagn blevet til, når byen sover, mens han er søvnløs og føler sig som det eneste nulevende menneske på planeten. Og som kulisse til den følelse fungerer albummet ganske godt. Om det er noget der holder til massevis af opmærksomme gennemlytninger, tvivler jeg på. Enkelte af numrene føltes allerede lidt slidte da jeg mødte dem for anden gang, selvom der er dejligt melodiøse perler på skiven i form af Stella Maris og The Violent Bear It Away.

I det mindste skal vi dog ikke prakkes flere larmende punk-forsøg i fjæset, og det er rigtigt rart. Men der er ikke meget nyt i forhold til Play, 18 eller en af de mange andre plader den selvreflekterende (selvhøjtidelige?) herre har rystet ud af ærmet. Om det er nok til dig, skal jeg ikke kunne sige. For denne anmelder var det nok til et glædeligt gensyn med Mobys electronica-univers og nok til et forsigtigt syvtal.