Bad Meets Evil - Hell: The Sequel
Eminem slår sig sammen med sin gamle ven Royce da 5'9', og resultatet er slet ikke dumt.
Eminem, hiphoppens evigt sure teenager, er tilbage. Denne gang er det dog hverken som Marshall Mathers eller Slim Shady, men i selskab med sin gamle homie Royce da 5'9'. De to udgør duoen Bad Meets Evil, og er en fortsættelse fra Eminems debut, The Slim Shady LP. Som både duoen og pladens navn hentyder til, er det aggressionen og de mørke sider af hiphoppen, der er i højsædet, når de to folder sig ud.
Som Eminem selv siger på albummets åbner, Welcome 2 Hell: "It's better to kick ass than kiss it". Det statement følger de til dørs, og lidt til med Hell: The Sequel. Selv på det oplagte radiohit Lighters med tidens helt store kæledægge Bruno Mars, hopper Eminem og Royce rundt som et par hidsige duracellkaniner på epo. Her viser Mars i øvrigt endnu en gang, at han er værd at holde øje med for fremtiden, den mand har talent op over begge ører.
Efter min mening har Eminem altid været bedst, når han har lagt de fjollede radiohits på hylden og taget fat i de mørkere sider, og det gør han og Royce da 5'9' i den grad på Hell: The Sequel. Singlerne står i kø på pladen, og udover Fast Lane og Lighters, der allerede er blevet udgivet, virker Take From Me og Echo oplagte. Pladens eneste to sorte pletter er I'm on Everything og A Kiss, som jeg godt kunne have levet uden.
Men som helhed er Hell: The Sequel en møgfed plade med masser af kvalitetshiphop. De to herrers stemmer passer utrolig godt sammen, og sammen med Mr. Porter har Eminem fået strikket en tung, dyster og overbevisende lydside sammen. Med de sureste anmelderbriller på, kunne produktionen måske godt have haft godt af lidt mere variation, men det generer faktisk ikke så meget.
Hvis du kun kan lide Eminem for hans mere fjollede hits som Real Slim Shady, er Hell: The Sequel nok ikke lige stedet for dig. Men ellers er der meget få undskyldninger for at komme udenom Bad Meets Evil, og jeg håber virkelig ikke at Hell: The Sequel er det sidste, vi hører fra dem. For det er sgu fedt!
| Vores karakter: | 7/10 |
- Pladeselskab:Shady/Interscope
- Genre:Hip-Hop
- Premiere:13 juni 2011

The Bureau: Xcom Declassified

Watch Dogs

Wolfenstein: The New Order

Splinter Cell: Blacklist - Spies vs. Mercs










































