"Ron Burgundy had a voice that would make a wolverine purr". Det er en linje fra filmen Anchorman med Will Ferrell, og er muligvis rigtig. Men hvis hans stemme kunne få den til at spinde, kan Joss Stones få den i løbetid. Hun tordnede igennem lydmuren i XXXX, da hun debuterede med kæmpehittet Fell in Love With a Boy, som var et fantastisk, soulet cover af White Stripes' hurtige rock sang Fell in Love With a Girl. Hun fik hurtig skabt sig et solidt navn som "hende den unge englænder, der synger som en sort kvinde fra 60'erne". Sidenhen har hun kastet et par albums og flere singler af sig, og er nu tilbage med pladen LP1.

Hun synger, så man bliver helt varm alle de rigtige steder, og det er svært at tro at hun ikke er ældre, end hun er. LP1 starter dog lidt halvsløjt ud med den akustiske ballade Newborn, der lyder lidt for meget som alle mulige andre popsangerinder med soul/r'n'b-snit. Momentum kommer til gengæld tilbage på Joss' side med den fede og funky Karma. Pladen kommer til at ramme lige i lommen hos folk med hang til soulet r'n'b-pop af den helt rigtige skuffe med Joss Stones lækre, hæse stemme, der oftest bliver pakket ind i et ligeså lækkert lydbillede. Hun er klart bedst på førnævnte Karma og Don't Stop Lying to Me Now, men også den lækre Drive All Night trækker op i helhedsindtrykket.

Der er faktisk mange lyspunkter på LP1, og det er nemt at holde af Joss Stone. Hun gør dog ikke noget, som ikke er gjort før, og derfor kommer pladen nok ikke til at stikke ret langt ud, når vi engang skal se tilbage på musikåret 2011. Derudover er der lidt for store armbevægelser på pladens næstsidste nummer, Boatyard og det allersidste nummer, Take Good Care, bliver lidt for klistret. På trods af et par enkelte skår i glæden er helhedsindtrykket af LP1 dog rigtig godt. Joss Stone synger suverænt, og langt de fleste af numrene er helt klart et lyt værd. Pladen rammer mange gode punkter, men desværre ikke dem alle sammen. Derfor kommer den heller ikke helt op og ringe.