Jeg har sagt (og skrevet) det mange gange før, og jeg gør det gerne igen: Den danske metalscene har det ufatteligt godt for tiden. Udover de efterhånden mange rutinerede bands som Hatesphere, Mercenary og senest veteranerne i Artillery, kommer der bølge efter bølge af nye bands. Nogle er bedre end andre, men langt de fleste holder heldigvis et højt niveau.

Seneste bølgetop er New Discolour, der med debuten Short of Ink går i en tung, brutal og hurtig retning. Og det gør de godt. Det første egentlige nummer (pladens første nummer er en slags instrumentalt intronummer), If I, if they, they are, I... rammer som en lussing og tager hårdt og brutalt fast i kraven på en. På den gode måde. Og så tværer bandet ellers derudaf med dobbeltrommer, tunge guitarer og growl efter alle genrens regler.

Fra starten giver Short of Ink indtryk af, at New Discolour er et band, der vil fremad, og de ser sig hverken tilbage eller til siderne. Det er hurtigt, aggressivt og meget ondt. Og temmelig fedt, ikke mindst. Numre som Black Face, Hexagon og Chinese Vancouver viser et ungt metalband, der er værd at holde øje med i fremtiden. De har i hvert fald styr på energien og entusiasmen, og så kommer man ret langt i metalbranchen.

Hvis jeg skulle ønske mig noget af Short of Ink, skulle det måske være et enkelt nummer eller to, hvor der bliver skruet lidt ned for tempoet. Ikke nødvendigvis en ballade, bare en variation fra det høje tempo, som alle numrene bliver spillet i. Når tempoet konstant er så højt, bliver det til sidst lidt svært at blive ved med at følge med. Det er selvfølgelig sådan, genren er, men jeg kunne godt tænke mig at høre lidt mere til den mere melodiske side af bandet, som der flere gange kommer smagsprøver på, for eksempel i introen til Imperial Love.

Ulempen ved en så befolket genre som metal er, at det godt kan være svært at stikke nok ud. Det er også problemet for New Discolour, som har lidt svært ved at skille sig fra andre på scenen. De kommer kort sagt aldrig rigtig ud og stå på egne ben, og jeg savner lidt en undskyldning for at starte pladen forfra, når den er færdig. Men intet desto mindre er Short of Ink en fed og solid gang smadder, som bestemt er et lyt værd. For det er ikke nødvendigt at genopfinde en genre hver eneste gang. Nogen gange er det nok at gøre det, der er blevet gjort før, lidt bedre end de andre. Og det gør New Discolour.